Strande og klitfredede arealer
Strande og klitfredede arealer er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning, på arealer mellem daglig lavvandslinje og den sammenhængende landvegetation. Undtagen er haver anlagt inden 1. januar 1916, havne og forsvarsanlæg. I perioden 1. april – 30. september skal hunde føres i snor. Hunde skal altid føres i snor, hvor der er græssende husdyr. På privatejede strande må ophold og badning ikke finde sted inden for 50 meter fra beboelsesbygninger.
Skove
Skove er åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis der er lovlig adgang dertil. Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres, og der må ikke opsættes ”usædvanlige” hegn omkring skove. Hunde skal føres i snor. I private skove må færdsel kun ske af veje og stier. Der er kun adgang fra kl. 6 til solnedgang, og ophold må ikke finde sted indenfor 150 meter fra beboelses- eller driftsbygninger.
Organiserede aktiviteter, f.eks. afdelingens ture, kræver ejerens tilladelse, hvis deltagerantallet overstiger 30. Hvis man planlægger et offentligt arrangement, skal man søge ejerens tilladelse inden annonceringen.
Udyrkede arealer
Udyrkede arealer er åbne for færdsel til fods og ophold, hvis der er lovlig adgang dertil. Hunde skal føres i snor. Der er desuden adgang til hegnede, udyrkede arealer gennem låger, led og lignende, hvor der ikke er græssende husdyr. Ejeren kan dog ved skiltning forbyde adgang i særlige tilfælde.
Veje og stier i det åbne land er åbne for færdsel til fods og på cykel. Kun i særlige tilfælde kan ejeren forbyde en sådan adgang med henvisning til mark- og vejfredslovens § 17. Det er muligt for ejeren ved skiltning lovligt at begrænse færdsel, f.eks. motortrafik eller ridning.