Netop der, hvor Kertemindes bydele er hægtet sammen af Langebro, hvor havnen stopper og bliver til fjord, og hvor strømmen konstant skifter retning i den evige vekslen mellem ebbe og flod. Netop der står fiskerpigen Amanda med sit underfundige smil og skuer ud over vand og by, mens turister og andet godtfolk flokkes og lader sig forevige sammen med den berømte granitskulptur, der fik sin plads ved broen i 1954.

 

^{Amanda står ved Langebro, ikke langt fra det idylliske fiskerkvarter, Lillestranden}

Det er billedhuggeren Robert Lund Jensen (1915-2003), der har hugget den tækkelige Amanda ud af den nøgne sten, men historien om Amanda handler faktisk om alt andet end en fattig fiskerpige fra Kerteminde.

^{Den berømte fiskerpige, Amanda}

Vi skal derimod tilbage til 1893, da en københavnsk revyvise, “Min Amanda var fra Kerteminde”, fortalte historien om den unge skuespiller Sofie Kragh, som – altså ikke ustraffet – svigtede sin forlovede til fordel for en ung student. Sofie Krag døde allerede i 1911, men da var visen for længst blevet hvermandseje – også i Kerteminde. Og navnet Amanda blev, om ikke hugget ind i skulpturen, så dog uløseligt forbundet. Så rodfæstet er Amanda-navnet, at det i dag indgår i en lang række lokale firmanavne, og de fleste danskere ved, hvilket bynavn der skjuler sig bag udtrykket Amandas by.

Bispeengen og Munkemaen, et stort, vand- og fuglerigt engområde blot få kilometer fra Odenses centrum, er kun adskilt fra Odense Kanal af et højt dige eller måske rettere en kanaldæmning. På digets top løber kanalstien, men motionister og andet godtfolk kan også glæde sig over et par stier, der skærer direkte gennem engområdet, samt en sti langs den nordvestlige grænse.
Med andre ord kan man komme meget tæt på naturområdet, der oprindelig var det inderste lavvandede område af fjorden.

^{Stavis Å snor sig gennem engområdet}

Den lille, men til tider ganske vandrige Stavids Å snor sig smukt igennem området, umiddelbart før dens udløb i Odense Kanal – i øvrigt gennem nogle specielle højvandsporte, der skal sikre, at vandet fra kanal og fjord ikke trænger ind i engområdet. Den nyetablerede Odins Bro skærer i dag gennem sydspidsen af engområdet.

Ved foden af Munkebo Bakke, hvor fjorden folder sig ud med øer og holme og fyret på Enebærodde øjnes i det fjerne, er den lille, nærmest idylliske havn Boels Bro forankret og danner læ for bådelauget af samme navn. Havnen blev etableret i 1960’erne, da erhvervsfiskerne i to omgange blev gjort hjemløse på den da for længst inddæmmede ø – Lindø.

^{Fiskeredskaber ved Boels Bro}

Fiskerne havde haft landingsplads på Lindø i mere end 100 år, men da A.P. Møller købte øen og begyndte at anlægge dybe dokker og høje haller til Lindøværftet, blev fiskerne i første omgang flyttet lidt mod sydvest til et område mellem Lindø og Vigerø.Også dette område blev opslugt af værftsbyggeri, så en helt ny havn blev anlagt ved Boels Bro. På det tidspunkt var der kun ganske få erhvervsfiskere tilbage, for fiskeriet var gået meget tilbage siden storhedstiden, der kulminerede i første tredjedel af 1900-tallet.

^{Gamle stenhuse ved Boels Bro}

Tæt ved den lille havn står et par gamle, stråtækte og kampestensmurede redskabshuse, som fortæller historie, der er langt ældre end både værft og havn. Det er uklart, hvornår husene er opført, måske i 1834, måske senere, som erstatning for nogle ældre hytter, der også tilhørte de fiskere, der – generation efter generation – holdt til ved Boels Bro. Det er imidlertid ikke alene fiskeri, der har skrevet Boels Bro ind i historiebøgerne, for i årtier lå der et lille toldsted ved foden af Munkebo Bakke. Den sidste toldopsynsmand hed Hans Johannessen. Han var tillige fisker og landarbejder på Højvang – gården, som ligger der, hvor bakken knækker over og bliver til kam. Han bestred posten som toldopsynsmand helt frem til 1960.

^{Flere fritidsfiskere har base ved Boel Bro}

I 2017 begyndte Odense Havn på en omfattende udvidelse af Lindøterminalen. I første omgang anlagde man en flere hundrede meter lang mole ud i fjorden, og i den forbindelse opstod der nærmest en lille lagune mellem Boels Bro og terminalen. Der blev desuden gravet en ny sejlrende ind til den lille havn. I 2018 opførte man tre knap 150 meter høje vindmøller på den nye mole.

Bregnør og Bregnør Fiskerleje rummer to meget forskellige historier, for mens Bregnør er anlagt i overgangen mellem vikingetiden og middelalderen som en såkaldt udflytterbebyggelse, så opstod fiskerlejet nord for byen først i 1800-tallet.

Navnet Bregnør er en sammenskrivning af ordet bregne og øre – en flad odde, som stikker ud i vandet. I 1700-tallet blev Lundsgård ved Kerteminde den største lodsejer i byen, efter at Mesinge præstegård og Skt. Hans Kloster havde været de store jordbesiddere.

^{Dæmningen ved Bregnør Fiskerleje}

Byen har historiske set udviklet sig meget langsomt, men da der for alvor kom gang i fiskeriet i 1800-tallet, blev der sat gang i udviklingen, og Bregnør udviklede sig i starten af 1900-tallet til et af de store landingssteder for fisk fra fjorden og farvandet omkring Gabet.

^{Der fiskes fortsat en del fra havnen i Bregnør}

Savnet af en fiskerihavn var stort. Der var kun en lille høfde og fiskernes skovlvodsbåde måtte derfor ligge på renden, men i 1937 blev fiskernes forhold markant forbedret, idet der blev anlagt en 200 meter lang mole og for enden af den – en lille havn.

Set i historisk lys er fiskerlejet med Stejlestræde og fiskerhuse blevet betegnet som den mest værdifulde fiskerbebyggelse på kyststrækningen fra Strib til Odense og et flot resultat af 1900-tallets fiskeri.

Midt i Bregnør er der en kopi af et gammelt bystævne, som blev anlagt i 1943 for blandt andet at højne de nationale følelser. Bystævnet har 12 sten, hvori der er hugget matrikelnumre på byens gårde.

Bylauget mødes en gang om året og drøfter vigtige anliggende for byen. Det føres for eksempel til protokols, hvilken gård der først har fået køerne på græs. Oldermanden udpeges på skift for et år af gangen.

Lige i udkanten af Munkebo, hvor bakken knækker over og skråner stejlt ned mod Lindøværftet/Odense Havn, ligger Dalby Høj 22 meter over havets overflade. Bronzealderhøjen har aldrig været udgravet. Den ligger i et område, som i dag bliver afgræsset for at sikre naturens mangfoldighed – kun få hundrede meter fra en kæmpe skibsbygningshal på det gamle værftsareal.

^{Den velbevarede runddysse ved Fiskeløkken i Munkebo}

Selve højen har lidt en krank skæbne gennem årene, for allerede i 1840’erne blev dele af Dalby Høj sløjfet. Ødelæggelserne af højen fortsatte under krigen i 1864, hvor der blev opstillet en kanonstilling til bevogtning af Odense Fjord. Mange randsten blev fjernet, og ved samme lejlighed gik det ud over flere andre bronzealderhøje i området. Det var ellers ret betragtelige høje. Ved en opmåling foretaget af Nationalmuseet i 1884 vidste det sig, at en af dem var 40 fod i diameter.

Det er dog ikke alle Munkebos levn fra fortiden, der er ødelagt. Specielt en omkring 5000 år gammel runddysse ved Fiskeløkken i Munkebos industrikvarter er velbevaret og et besøg værd. Dyssens overligger har en omkreds på 23 fod, og tykkelsen er tre til fire fod, så det har i sin tid været et møjsommeligt og tungt arbejde at få stenen bragt på plads.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund, der er gjort i Munkebo, stammer imidlertid fra en også omkring 5000 år gammel jættestue tæt ved Kertinge Nor. I den fandt man blandt meget andet to kranier, der begge var gennemboret – en såkaldt trepanering – med henblik på operationer. Med andre ord dokumenterer disse fund, at man flere tusinde år før vor tidsregning var i stand til at foretage kirurgiske hjerneindgreb – og tilsyneladende med et vist held. I hvert fald overlevede patienterne, for operationshullerne er delvist vokset til.

Et andet bemærkelsesværdigt fund blev gjort, da man i 1985 var ved at grave ud til det landsdækkende gasnet. Kun få hundrede meter fra det daværende Lindøværftet fandt man et halvt hundrede genstande fra bronzealderen der i blandt et bæltesmykke, tre halsringe og en armring med guldbelægning.

Drigstrups hovedgade, der faktisk er en lang bakke, løber tæt forbi den 40 meter høje Degnehøj øst for byen. Midt i byen knejser Drigstrup Kirke, hvis ældste del kan føres tilbage til romansk tid år 1100 til 1250, mens vesttårnet og våbenhuset er kommet til i den sengotiske tid nogle hundrede år senere.

^{Drigstrup Kirke}

Som noget specielt er kirkeristene bevaret. De er formentlig smedet efter 1660, idet de oprindelige riste forsvandt under svenskekrigene. På kirkegården op ad tårnets vestside står et portrætrelief over maleren Fritz Syberg, der var et fremtrædende medlem af kunstnersammenslutningen Fynboerne. Relieffet er udført af hans søn, billedhuggeren Hans Syberg.

Landsbyen Dræby vest for Munkebo har på trods af sin begrænsede størrelse en både spændende og meget omskiftelig historie. Før de omfattende inddæmninger nord for byen lå den ganske tæt ved kysten, og inden etableringen af det nu lukkede Lindøværftet var Dræby sognets hovedby.

^{Afvandingsgrøft på Dræby Fed}

I Moselavet lå stationen og postkontoret, og byen var rig på forretninger, håndværkere og mindre virksomheder. Blandt andet var der et par madrasfabrikker i byen, og på Tornø fandt der en omfattende skalleproduktion sted, men i takt med at Munkebo udviklede sig, og Kerteminde-banen blev nedlagt, mistede byen sin status som sognets hovedby, og nøglen til den sidste dagligvarebutik er for længst drejet om i den tidligere så driftige by.

^{Gårdmiljø i Dræby}

Navnet Dræby hentyder formentlig til, at det var her, vikingerne trak deres både over land mellem Kertinge Nor og Odense Fjord – en strækning på kun 800 meter, men også senere har byen markeret sig på det historiske landskort.I både 1400- og 1500-tallet omtales Dræbygård, en såkaldt hovedgård, der dog ender med at blive delt. Kronen har eget betydelige besiddelser i byen, men de blev overdraget til Ulriksholm/Østergård, der i 1728 ejede stort set hele byen eller rettere 14 gårde og tre huse. Så sent som i 1844 ejede Østergård stadig fire fæstegårde og ni husmandsbrug i Dræby.

Fjorden var oprindelig en stor, åben havbugt, men havets kræfter har været i sving og har ved store aflejringer dannet Enebærodde – en række parallelle strandvolde, der med et næsten rent snit adskiller hav og fjord.

Odden, der er ejet af Hofmansgave, er på 250 hektar. I 1700-tallet var den et stort lyng- og overdrevsområde, men derefter begyndte tilplantningen, og ved foden af Enebærodde finder man Charlottenlund, der er en karakteristisk løvskov fra først i 1800-tallet. Den seks kilometer lange halvø er ubeboet, men midt på øen ligger Martinegården, der er bygget i 1820’erne og brugt først til kvægdrift og siden til fåreavl. I dag bruges gården til lejrskole af spejdere og andre, der vil opleve den særprægede natur på Enebærodde på nærmeste hold.

 

^{Martinegården på Enebærodde}

Der er stor forskel på kysten, for mens det er bølger og åbent hav, der påvirker nordøstsiden af odden, så er der lav og mudret strand på indersiden specielt på det inderste stræk langs Drejet.

 

^{Den karakteristiske enebær har lagt navn til Enebærodde}

På den sydlige ende af odden finder man årsagen til dens navn i form af et stort karakteristisk område med enebær, og på den alleryderste spids længst ude ved Gabet knejser Fyret. Det er også her, man kan se resterne af to skanser fra Englandskrigene i 1800-tallet.  

Enebærodde blev fredet i 1980 sammen med nogle strandenge og småholme i krogen mellem odden og Hofmansgave. Fredningen omfatter i alt 296 hektar.

Det kulturhistoriske museum i Kerteminde er indrettet i Farvergården ikke langt fra byens torv. En gammel farverslægt har givet navn til gården, der er opført i 1630, og dermed er den en af Kertemindes ældste bygninger.

I 2010 genåbnede Farvergården efter en gennemgribende restaurering. Facaden er genskabt som den så ud omkring år 1900, og to nye indgange er etableret, dels en ny hovedindgang mod Langegade og dels en handicapvenlig indgang fra havesiden. I stueetagen er der lavet en miniudstilling om Amanda. Her beskrives, hvordan Amanda gennem årene er blevet Kertemindes vartegn. I en minibiograf vises film fra Kerteminde optaget i perioden 1938-1962. Blandt andet kan man se filmen “Amanda og studenten”, hvor Kerteminde-pigen Amanda viser den udefrakommende student rundt i Kerteminde samt en film, der viser opbygningen af Langebro. 

Ikke langt fra museets port fandt man i forbindelse med en omfattende renovering af Langegade en bybrønd fra middelalderen. Det er en af Kertemindes i alt fire brandbrønde, der var i brug ind til 1700-tallet. Brønden er forsynet med en original pumpe fra samme periode.

Det kulturhistoriske museum i Kerteminde er indrettet i Farvergården ikke langt fra byens torv. En gammel farverslægt har givet navn til gården, der er opført i 1630, og dermed er den en af Kertemindes ældste bygninger.

^{Farvergården i Kerteminde}

I 2010 genåbnede Farvergården efter en gennemgribende restaurering. Facaden er genskabt som den så ud omkring år 1900, og to nye indgange er etableret, dels en ny hovedindgang mod Langegade og dels en handicapvenlig indgang fra havesiden. I stueetagen er der lavet en miniudstilling om Amanda. Her beskrives, hvordan Amanda gennem årene er blevet Kertemindes vartegn. I en minibiograf vises film fra Kerteminde optaget i perioden 1938-1962. Blandt andet kan man se filmen “Amanda og studenten”, hvor Kerteminde-pigen Amanda viser den udefrakommende student rundt i Kerteminde samt en film, der viser opbygningen af Langebro. 

Ikke langt fra museets port fandt man i forbindelse med en omfattende renovering af Langegade en bybrønd fra middelalderen. Det er en af Kertemindes i alt fire brandbrønde, der var i brug ind til 1700-tallet. Brønden er forsynet med en original pumpe fra samme periode.

Siden de første mennesker satte deres ben på Nordøstfyn for 10.000 år siden, er der halet fisk i land fra Odense og Kerteminde Fjord, og utallige familier har i generationer hentet deres udkomme på fjordene, men i nyere tid måske alligevel ikke altid helt så mange, som man umiddelbart skulle tro. 

I en historisk gennemgang omtales fjorden som ”fattig paa fiskere” i 1840: ”Fra Stige, Lumby, Hasmark, Munkebo og Dræby blev der drevet noget Fiskeri, men for en stor Del kun som Bierhverv til Jordbruget.

Kroge, Lystre (ålejern) og smaa Aaleruser var Hovedredskaberne. Alt i alt havde saaledes hele Fiskerivirkskomheden for 100 Aar siden kun beskedent Omfang i Fjorden. Ogsaa Beretninger fra ældre Tid giver det samme Billede”, konstaterer man i den historiske gennemgang fra 1935 og føjer til, at der mange steder har været let adgang til at fiske til husbehov, men at de store afstande til afsætningsstederne har hæmmet udviklingen af erhvervsfiskeri: ”Faldt det ind med større Fangst, var der i mange Tilfælde kun Anvendelse for Overskudsfangsten som Gødning”.

^{Fyns største fiskerflåde har base i Kerteminde Havn}

Hen mod slutningen af 1800-tallet kommer der dog mere fart i udviklingen. Fangstredskaberne udvikler sig, de første motorbåde kommer i drift, og fiskerne organiserer sig i stort tal. Odense Fjords Fiskeriforeningen, stiftet i 1901, havde således medlemmer fra Munkebo, Dræby, Boels Bro, Bregnør, Lindø og Vigerø. Midskov Fiskerforening blev stiftet i 1908, og Stige Fiskeriforening, der organiserede fiskerne fra Odense Overfjord, det vil sige indenfor Vigelsø, kom til i 1912. Odense Overfjords Fiskeriforening havde medlemmer i samme område. I Klintebjerg og Gersø opstod der også foreninger, og endelig blev Aaleeksportforeningen Odense Ford stiftet i 1926. Den fik 104 medlemmer. 

Ålefiskeriet var det mest fremherskende, men der blev også haltet sild og brisling samt fladfisk, torsk og rejer i land i store mængder, ind til fiskesygdomme og spildevandsudledninger fra Odense ødelagde fiskeriet, der kulminerede i 1930’erne. På det tidspunkt var der 150 erhvervsfiskere og 80 bierhvervsfiskere i sving på Odense Fjord.

Kun fiskere med base i Stige havde en egentlig havn, mens de øvrige måtte fiske fra åben strand frem til 1937, hvor fiskerne ved Bregnør også fik en havn.

^{Fiskeredskaber i Bregnør Fiskerleje}

Også i Kertinge Nor og Kerteminde Fjord blev der fisket, og de legendariske fiskerkoner fra Munkebo gik – flere generationer i træk – til Odense for at sælge fangsten. I starten bar de fiskene i en rygkurv, men billeder fra omkring år 1900 viser, at de da spændte hunde foran nogle små tohjulede vogne. Fiskerkonerne gik hjemmefra meget tidligt om morgenen og var fremme i Odense ved sekstiden, hvorefter de falbød deres varer på Fisketorvet, senere på Klingenberg og under 2. verdenskrig i Adelgade og på Sortebrødre Torv. Fiskene blev fanget ved Munkebo, eller konerne hentede fangsten på Lindø, ved Boels Bro, i Bregnør eller i Kerteminde, der havde den største koncentration af fiskere på Nordøstfyn.

I Kerteminde stiftede man den lokale fiskeriforening i 1903, og en opgørelser viser, at der i 1935 var 208 erhvervsfiskere i byen. De havde selvsagt bugt og bælt som det fortrukne farvand, hvis de da ikke søgte endnu længere væk i bestræbelserne på at få del i havets guld. I storhedstiden var der dog også en snes fjordfiskere.

^{Lillestranden i Kerteminde}

Omkring 1800 begyndte havnebyggeriet og gav bedre forhold for fiskerne. Siden er Kerteminde Havn udvidet adskillige gange. Både og fangstredskaber har også skiftet størrelse og karakter, men endnu kan man ved en tur langs Lillestranden få en fornemmelse af, hvordan det oprindelige fiskermiljø i Kerteminde så ud. Det er nemlig her man finder Kertemindes sidste fjordfisker.

Fjord & Bælt ved havnen i Kerteminde er et oplevelses- og aktivitetscenter, hvor de besøgende blandt meget andet har mulighed for at gå en tur på bunden af Kerteminde Havn og på nærmeste hold opleve marsvin, sæler og andre dyr og fisk fra det omgivende vandmiljø.

^{Spændte sejl ved Fjord & Bælt på havnen i Kerteminde}

Men centret er meget andet end oplevelse og nærkontakt med dyr og fisk, idet man lægger stor vægt på forskning. Formidling og forskning er således to sider af samme sag, og kerneområderne er naturen, miljøet og historien med fokus på livet i de indre danske farvande.
Centret, der blev indviet i 1997, blev etableret via et samarbejde mellem Kerteminde Kommune og Odense Universitet. 

Fjordmarken eller Egense Fjord, som den ser ud i dag, er menneskeskabt. Oprindelig var området en vig af Odense Fjord med flere øer blandt andre Bågø og Lindø, men med inddæmningen i 1818, der omfattede 605 hektar, blev områdets karakter ændret markant.

^{Landskabet  skifter konstant, når man færdes langs Odense Fjord}

Størsteparten af det udyrkede areal i Fjordmarken, et område på 65 hektar, blev købt af Fyns Amt i 1997, og siden er der gennemført forskellige naturgenopretningsprojekter for at sikre bedre levevilkår for fugle og planter. 
Ved diget, der adskiller Fjordmarken fra Odense Fjord, står Bogø Mølle, en gammel hollandsk pumpemølle, som blev opført i forbindelse med de omfattende inddæmninger. Den gamle mølle er for længst taget ud af drift og er blevet erstattet af en moderne pumpestation.

^{Bogø Mølle}

Fynsværket rager godt op i det fynske landskab, og værkets høje slanke skorstene kan ses, næsten uanset hvor man befinder sig i fjordområdet. Mest markant er værkets nyeste skorsten, der er 235 meter høj.

Det var Odense Kommune, der i sin tid stod bag etableringen af Fynsværket, som fra starten producerede både el og fjernvarme. Dets første anlæg blev sat i drift i 1953 på et opfyldt areal ved Bogø Strand, og det var dengang med til at skabe fornyet vækst i havneområdet. Blandt andet blev der anlagt et 225 meter langt bolværk til kraftvarmeværkets kulplads, og der blev ført jernbanespor ud til værket, der brugte olie og kul som brændsel.I en længere periode brugte man – på grund af efterkrigsårenes restriktioner – brunkul fra Jylland som brændsel. Først i tresserne blev restriktionerne på import af kul ophævet, og brugen af brunkul ophørte. I forbindelse med opførelsen af værkets største blok, der blev sat i drift i 1991, blev der anlagt en ny kulplads øst for værket mellem Odense Kanal, Havnegade og kolonihaveforeningen Bogø. Støjvoldene omkring pladsen er ca. 18 meter høje, og der kan lagres op til 1,5 millioner tons kul.
Fynsværket er udvidet og ombygget adskillige gange gennem årene, og senest er der opført et affaldsfyret kraftvarmeværk i de ældste bygninger fra 1953. I dag bruger man udover kul og affald både olie, gas, halm og flis.
Fynsværket er på mange måder en mastodont. For eksempel producerede Fynsværket i 2005 næsten 2000 GWh el, hvilket svarer til forbruget i ca. 500.000 husstande, medens fjernvarmen gennem et vidtforgrenet net ledes ud til forbrugere i Odense og for eksempel Munkebo, Kerteminde, Langeskov og Otterup. Også et stort antal gartnerier i for eksempel Stige- og Marslev-området modtager fjernvarme fra værket.
Fynsværket blev i 2000 fusioneret med de øvrige jysk-fynske kraftværker i Elsam, og sidenhen solgt til Vattenfall. I takt med udviklingen på elmarkedet de senere år er Fynsværkets produktion i stigende grad bestemt af varmebehovet. Derfor besluttede Vattenfall at sælge Fynsværket. Det førte til, at Fjernvarme Fyn købte Fynsværket med virkning fra 1. april 2015. Vattenfall beholdt dog vindmøllerne ved Dræby Fed.

Det lille charmerende 14 meter høje fyrtårn på Enebærodde er opført af det daværende Fyrvæsenet i 1895, men også forud for den tid var den yderste spids på Enebærodde i brug, når der skulle sendes advarende blink til fartøjer, der var på vej gennem Gabet. Odense Kommune opstillede således et fyr på spidsen allerede i 1869.
Det nuværende fyr havde oprindelig en udvendig trappe, men i dag er det indvendig trin, der giver adgang til fyrets top. Trappen bruges imidlertid sjældent, for fyret er fjernstyret.

^{Fyret på Enebærodde}

Den lille karakteristiske fyrmesterbolig ved siden af fyret er solgt fra til feriebolig.
På den anden side af Gabet – ved Lodshuse – har Odense Havn opsat et par såkaldte ledefyr, som et supplement til fyret på Enebærodde.

Alene navnet er nok til et lille gys, men ikke uden grund, for den lille ø Galgeholm i Kertinge Nor har rent faktisk båret et rettersted indtil 1578, da Munkebo ophørte som selvstændigt birk – en slags retskreds.
Ved en udgravning i starten af 1990’erne fandt man spor efter galgens fundament, og det viste sig sig, at den havde været rejst på toppen af en oldtidsgrav, hvilket selvsagt vidner om aktivitet på øen længe før, at fattige tyveknægte dinglede i galgen til skræk og advarsel for andre, der gik med planer om tyveri eller oprør mod herremanden.

^{I sin tid rejste man en galge på den lille ø i noret. Deraf navnet Galgeholm.}

Øen har dog også slået sit navn fast i historiebøgerne for en noget anden, men alligevel dramatisk historie, idet Odense-købmænd i 1570 anlagde en kørevej over øen til en påbegyndt skibsbro på sydøstspidsen. Broens trækonstruktion blev imidlertid ødelagt under en stormflod samme år, og købmændene opgav brobyggeriet.På fastlandet, ikke langt fra den oprindelige vej til øen, fortælles der også historie, idet man her kan se resterne af en gammel oldtidsvold, der følger kysten sydpå gennem sommerhusområdet Strandlyst Huse. Man kender meget lidt til voldens oprindelse og formål, men gammel er den, for man gravede gennem volden, da havnebyggeriet var i gang i 1570.Også på det grønne areal mellem oldtidsvolden og roklubben er der skrevet historie, for her finder man et – ganske vist meget beskedent – spor fra en af Danmarkshistoriens meget markante begivenheder – Carl Gustavskrigene 1657-60.
6000 svenske soldater slog eller måske rettere gravede sig ned og byggede en stjerneskanse med formentlig syv spidser, efter at de i første omgang havde hærget området ved Munkebo Kirke. Det afgørende slag mellem danske og svenske soldater kom dog ikke til at stå i Munkebo, men ved Nyborg den 14. november 1659.

Gerskov Kirke overrasker ved sin lave alder. Kirken blev indviet i 1925, og det skete efter, at planer om at flytte den 800-årige Skeby Kirke til et mere centralt sted i sognet blev opgivet. Historien er, at der var en stor befolkningstilvækst i Gerskov/Klintebjerg-området i starten af 1900-tallet. Derfor opstod ideen om at flytte Skeby Kirke sten for sten, men efter lange forhandlinger blev resultatet, at man i stedet opførte en ekstra kirke i Skeby Sogn. Kirkens alterbillede – påskemorgen – er i øvrigt malet af Ellen Hofman Bang fra herregården Hofmansgave.

Mens kirken altså er ung, så forholder det sig lige omvendt med byen Gerskov, der er nævnt første gang i 1336. I 1600-tallet var byen ejet af godset Gerskov, og store dele af byen var endnu i 1800-tallet i fæste under Nislevgård og Østrupgård.Gerskov er en såkaldt rydningsby, der blev anlagt, da den oprindelige skov blev ryddet, og det er værd at bemærke, at 8 ud af byens 11 gårde har deres oprindelige placering.Tidligere var byen omgivet af vand på tre sider, men det blev ændret markant ved de omfattende inddæmninger i starten af 1800-tallet.   

I 2017 åbnede golfbanen Great Northern på bakkerige, tidligere landbrugsarealer nordvest for Kerteminde med kendte Kverneland Group, tidligere Taarup Maskinfabrik, som nærmeste nabo. Ud over en 18 hullers mesterskabsbane og en 9 hullers såkaldt Academy Course byder banen på en eventyrlig udsigt med kig til blandt andet Storebæltsbroen og naturområdet Sybergland.Kort sagt er der tale om en bane i international særklasse, der kan huse selv de største turneringer og danne perfekte rammer om talentudvikling.

^{Great Northern}

Banen er designet af Nicklaus Design, og der blev flyttet 3,4 millioner tons jord for at skabe de udfordrende forhold. Højeste sted på banen er 40 meter over havets overflade, og banens græssorter er specielt udviklet til det danske klima og de lokale forhold.Great Northern rummer også et stort klubhus, og det betegnes som ”sanseligt, diskret og nordisk. Arkitekturen afspejler naturens rå skønhed og de store vinduer overalt bringer lyset og naturen indenfor”. Klubhuset indeholder blandt andet en restaurant, der også er åben for ikke golfspillende gæster, men får man brug for en forfriskning, medens man er på banen, så er der hjælp at hente ved baneforplejningsvognen, der jævnligt kommer forbi. Melder trætheden sig, så er der også hjælp at hente, for Great Northern rummer 15 hotelværelser, der alle har udsigt til selve banen. 

Selv om Hessum ligger et par kilometer fra vandet, så kommer man ikke uden om byen, hvis man færdes ved Odense Fjord. Cykelrute 32 går således direkte gennem byen, men det er også i Hessum, man stikker mod øst, hvis man skal ud til Ølundgårds Naturområde.

^{Lille bid af Ølundgårds naturområde}

Hessum, der er nævnt første gang i 1472, gør imidlertid ikke meget væsen af sig, selv om alle gårde i byen på nær en har den oprindelige placering. I 1400-tallet lå der en væbnergård, Eskelundgård, i Hessum.Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at den lille naboby Skeby, der ligger endnu længere inde i landet, frem til de omfattende inddæmninger i 1800-tallet lå ud til kysten – eller rettere ud til en vig af Odense Fjord.  

Firmaet H.J. Hansen blev grundlagt som købmandsgård i Vestergade i Odense i 1829, mens også genvindingsdivisionen, der i dag holder til på Odense Havn som en stor og markant virksomhed, har en lang historie bag sig. Den kan således føres tilbage til 1861, da man i det små begyndte at sætte handelen med klude, glasskår, ben og jern i system.I 1888 overtog Hans Jørgen Hansen styringen, og produkthandlen udviklede sig hastigt. Klude blev solgt til papirproduktion og benmel udnyttet i foderstofblandinger eller som tilsætningsstoffer i den kemiske industri.

^{H.J. Hansen har base ved Odense kanal.}

Handlen med jern og metal blev en stadig vigtigere del af forretningen i løbet af 1890’erne. Jern- og metalskrot blev opkøbt fra kræmmere, lokale smede og små produkthandlere, og det blev oparbejdet og videresolgt til blandt andet jernstøberier. Produkthandelen udvidedes i 1930’erne med en ophugningsplads for automobiler, og i slutningen af 1940’erne flyttede virksomheden ind på sin egen plads ved Odense Kanal, hvor firmaet anlagde et havnebassin til ophugning af skibe. De senere år har Odense-virksomheden i høj grad benyttet Lindøterminalen i Munkebo til opbevaring og udskibning af store skrotmængder.

Hovedgården Hofmansgave har en lang og begivenhedsrig historie med mange navne og ejerskaber bag sig. Hofmansgave blev grundlagt som en borg i 1400-tallet og fik navn efter holmen Knyle, hvorpå den blev opført. Den anden hovedgård i området hed Hasmarkgård. I godt 100 år, fra 1591 til 1700, havde de to gårde fælles ejer. Derefter blev Hasmarkgård nedlagt som selvstændig gård.

^{Hovedbygningen på Hofmansgave}

Navne som Quitzow, Rosenkrantz, Bøttiger, Hofman og Bang er knyttet til Hofmansgave, der har båret imposante navne som Quitzowsholm, Roseneje, Bøttigerholm og altså senest Hofmansgave, alt sammen fordi skiftende slægter har ønsket at navngive gården efter dem selv.
I 1780’erne blev gården overtaget af slægterne Hofman og Bang, og det var Niels Hofman, der opførte den nuværende hovedbygning som et trefløjet hus i ét stokværk med høj kælder, stentrappe, kviste og tegltag. Stilen er rokoko, dog med ældre træk fra barok-tiden. Hovedfløjen er grundmuret, mens sidefløjene er af bindingsværk.

^{Der er brugt masser af tømmer på Hofmansgave}

I starten af 1800-tallet blev gårdens park tilført en række sjældne træer og buske, og Niels E. Hofman-Bang etablerede i 1845 et landbrugsinstitut, hvor unge landbrugselever kunne få teoretisk og praktisk undervisning.Som flere andre øer i fjorden er også Knyle omfattet af en af de mange inddæmninger, og Hofmansgave ligger i dag på en lav bakke i det flade landskab, men fortsat tæt på fjorden. Og netop beliggenheden tæt ved fjorden har gennem tiden haft stor betydning for gården. For eksempel udskibede man under Napoleonskrigen korn til det isolerede og hungersramte Norge – noget nordmændene senere takkede for ved at opbygge den ”Norske Hytte” i parken. 
H.C. Andersen besøgte Hofmansgave i 1830 og 1832, og inspirationen til eventyret Vanddråben fik han, da familien Hofman-Bang lærte ham mikroskopet at kende.I dag ejes Hofmansgave af en stiftelse, og der er adgang til parken med de mange sjældne træer og buske. I en lille bygning i parken finder man Kartoffelmuseet.

Menneskets foretagsomhed har i høj grad sat sit præg på Odense Fjord. I bestræbelserne på at skaffe mere landbrugsjord har store vand- og vådområder eller mere præcist omkring 2000 hektar af fjordens oprindelige godt 8000 hektar skiftet karakter fra vand- til landområde. Inddæmninger har tillige betydet, at fjorden har mistet 10 store øer samt godt en halv snes mindre øer.

^{Dige ved Odense fjord}

Nuværende stednavne er med til at udpege nogle af de oprindelige øer for eksempel Romsø, Lindø, Bågø, Lammesø og Gersø øst for fjorden, Lindø, Vigerø, Kolsø og Espø i området nord for Dræby og Hasselø ved Lumby Inddæmmede Strand.
Den første inddæmning fandt sted i 1756 ved Hofmansgave, men i alt er der gennemført omkring 30 inddæmningsprojekter omkring Odense Fjord. Det største enkeltprojekt fandt sted i 1818, da 605 hektar af Egense Fjord blev tørlagt, og i 1940’erne blev der gennemført en omfattende inddæmning ved Lumby Strand på 475 hektar. 
På Dræby Fed begyndte man inddæmningerne i 1818, men den helt store fandt sted i årene 1871 til 1874, hvor Lindø og Vigerø blev gjort landfast, og 251 hektar forsvandt i et hug. I alt er der inddæmmet omkring 290 hektar ved Dræby.
En tidligere meget omdiskuteret inddæmning fandt sted ved Tårup Strand nord for Kerteminde allerede i 1812, hvor 139 hektar blev tørlagt og gjorde Hindsholm til en halvø, men i dag er 72 hektar omdannet til naturområde kaldet Sybergland med søer og enge. Sybergland grænser op til den nyetablerede golfbane Great Northern.

 

^{Pumpestation ved Lindø}

I 2005 blev Lindøterminalen i Odense Fjord udvidet betragteligt, idet 10 hektar fjord blev inddraget til havneareal, men en lang større inddæmning eller udvidelse af terminalen – 40 hektar – blev påbegyndt i 2017. På denne nye inddæmning blev der ved årsskiftet 2017/18 rejst tre af Fyns største vindmøller.Med til historien om inddæmninger hører også, at Fyns næststørste sø, Næsbyhoved Sø, er forsvundet i to etaper, idet 13 hektar forsvandt i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med etableringen af Odense Kanal, mens de resterende godt 120 hektar forsvandt så sent som i 1863. 
Historien om inddæmningerne rummer også beretningen om de projekter, der blev opgivet. Blandt andet blev et meget omfattende projekt med tørlægning af Kertinge Nor og dele af Kerteminde Fjord opgivet i 1876, og i 1950’erne var der planer om omfattende inddæmninger ved Seden Strand.

^{Afvandingskanal}

Ofte har en eller flere personer gjort sig bemærket i forbindelse med inddæmningerne, og alene på vestsiden af Odense Fjord er der registreret fem mindesten – en ved Gersø, en ved Ølund og tre ved Fjordmarken. Ved Fjordmarken er det kancelliråd Elias Møller, Østrupgård, der hædres for sin indsats.

På Møllebakken i Kerteminde ligger Johannes Larsen Museet – en kulturhistorisk perle højt placeret i en gammel park med et storslået syn til både bugt og bælt. Museet består af flere spændende bygninger – først og fremmest villaen, værkstedet og udstillingsbygningen, men også af et gammelt lysthus, det gamle vaskehus og en sanserig vinterhave.

^{Villaen på Johannes Larsens Museet er præget af de mange fuglekasser}

Johannes Larsen (1867-1961) opførte villaen i 1901, og sammen med hustruen Alhed Larsen (1872-1927) skabte han i starten af 1900-tallet et centralt mødested for datidens malere, billedhuggere, forfattere og mange andre. Larsen selv slog igennem som landskabsmaler, men er siden blevet kendt som landets betydeligste fuglemaler og det mest prominente medlem af kunstnersammenslutningen Fynboerne.

Villaen og parrets atelier – kaldet værkstedet – blev indrettet til museum i 1986 og fremstår i dag med gamle møbler, inventar og masser af kunst på væggene, akkurat som dengang kunstnerparret boede og arbejdede på stedet.

^Pavillion

Siden åbningen er museet blevet udvidet to gange. I 1989/90 blev ”Samlingen” opført. Dermed blev der skabt en passende ramme for Pax-samlingen, der i sig selv er en utrolig historie med Tulle og Nan Due Nielsen som hovedpersoner. Gennem et nært venskab med Johannes Larsen og en livslang indsats opbyggede ægteparret en imponerende samling, og i forbindelse med etableringen af museet blev den overdraget til en støttefond for det nye museum. Gaven omfattede i alt 569 billeder. De 452 er af Johannes Larsen, barnebarnet Jeppe Larsen har lagt penselsstrøg til de 71, mens de resterende er skabt af andre kunstnere med tilknytning til Kerteminde for eksempel Kristian Zahrtmann og Fritz Syberg.
I 2001 blev museet udvidet med “Vingen”, der fremstår som en naturlig forlængelse af ”Samlingen”. ”Vingen” benyttes blandt andet til mindst to årlige særudstillinger samt en række koncerter, fortrinsvis med klassisk musik.

^{Svanemøllen i Kerteminde er nærmeste nabo til Johannes Larsens Museet}

Kun et stenkast fra museet ligger Svanemøllen, som Johannes Larsen ejede og værnede om til sin død i 1961. Møllen blev opført i 1853 og var senere ejet af Johannes Larsens far, storkøbmanden I. A. Larsen. I begyndelsen af 1900-tallet, og ind til et mere standsmæssigt hus blev opført, boede møllerfamilien i det lille bindingsværkshus, som ligger ved foden af møllen. I dag er møllerboligen indrettet til “Madpakke-hus” for museets gæster.

Den til tider lidt trængte, men meget nærende rodfrugt – kartoflen – er kommet på museum. Eller rettere, den fik sit eget lille museum i parken ved Hofmansgave i 2000. Spirerne til museet skød op på Otterup Skole nogle år før, da lærer, daværende amtsrådsmedlem Carsten Abild sammen med en klasse udfordrede landets professionelle kartoffelavlere i kunsten at avle tidlige kartofler.

^{Kartoffelmuseet ved Hofmannsgave}

Initiativet bar frugt og førte i første omgang til dannelse af Otterup Kommunes Kartoffellaug af 1996 og i 1998 til stiftelse af Danmarks Kartoffelråd. Samme år etablerede de to parter foreningen Danmarks Kartoffel Museum & Videnscenter, der har til formål at bringe den oversete kartoffel til ære og værdighed igen. På museet fortælles historien om den gamle rodfrugt ved hjælp af fotos og plancher, og en række gamle redskaber og maskiner er udstillet.

^{Kartoffelrenser}

Det var naturligt, at museet blev placeret på Hofmansgave, hvor slægten Hofman-Bang i 1800-tallet var foregangsmænd på planteforædlingsområdet, og det er stiftelsen bag Hofmansgave, der har stillet den gamle bindingsværksbygning i godsets park til rådighed for landets første kartoffelmuseum.

Kerteminde er med sine 5600 indbygger den 7. største by på Fyn. Den omtales første gang i 1350, da en købmand i Lübeck skænkede fem mark til byens kirke, men udgravninger viser, at der har været aktiviteter på stedet længe før.

^{Byhuse i Kerteminde}

Byen fik sine købstadsrettigheder af Erik af Pommeren i december 1413. I mange år var Munkebo ellers hovedbyen i området, men det var i skarp konkurrence med nabobyen, og da Kerteminde i 1400-tallet fik anlagt Langebro og spærrede den frie sejlads til Munkebo, tippede ”magtfordelingen” endeligt til fordel for Kerteminde, der oplevede sin storhedstid som havne- og handelsby i 1500- og 1600-tallet.

Byen oplevede sågar at være havneby for Odense, og selv om den siden i høj grad har ændret karakter, kan man fortsat støde på nogle af de mange handelshuse, der blev opført i havneområdet i storhedstiden. Det gælder for eksempel Toldboden, men også dele af Andresens Købmandsgård et par stenkast længere inde i byen kan føres tilbage til 1500-tallet.

^{Andresens Købmandsgård}

Kerteminde, der blev stærkt beskadiget under Svenskekrigen i 1657-60, er udødeliggjort gennem visen om Amanda, der skuer ud over Kerteminde Havn, men byen er også blevet landskendt for sine museer ikke mindst Johannes Larsen Museet på Møllebakken samt for det oprindelige fiskermiljø ved Kerteminde Fjord, hvor et net af småveje knytter Fiskergade og Lillestranden sammen. 
Det er imidlertid ikke kun miljøet ved Kerteminde Fjord, der er præget af generationers fiskeri, for selv om erhvervet har mistet sin store betydning for byen og antallet af både er skåret drastisk ned, så huser havnen fortsat en stor flåde af fartøjer og er et velegnet sted at slå krogen i friske oplevelser, der oser af saltvand, skumsprøjt og hæse mågeskrig.  

 

Kerteminde er en udpræget turistby, og ud over nævnte skal Sybergland, Fjord & Bælt samt den nyanlagte goldbane Great Northern fremhæves. Mellem Kerteminde og Kertinge ligger desuden Ladbyskibet.

Selv om det sidste tog dampede af allerede 1. april 1966, så trækker historien om Kerteminde-banen fortsat tydelige spor i det nordøstfynske landskab. Man kan således følge det gamle trace ved trinbrættet i Trællerup og gennem skoven i retning mod Kølstrup, og både Dræby Station og stationen på Vægterbakken i Kølstrup er bevaret, men også på de anden side af Kerteminde støder man på rester af den gamle bane.
I Mesinge, Dalby og Martofte er de gamle stationer bevaret, og fra Mesinge til Martofte er der anlagt cykelsti på volden, der i sin tid bar jernbanen.

^{Spor efter jernbanen, her i Trællerup}

Det tog tre år at anlægge banen, der blev indviet 4. april 1900, og den fik stor betydning for Nordøstfyn. Dræby blomstrede op og mange lokale virksomheder nød godt af den efter datidens målestok hurtige forbindelse til Odense, og selv om der kun var et spor, så var der en livlig trafik på Odense-Kerteminde-Martofte-Banen.Dagens første tog, posttoget, medbragte breve og aviser, syvtoget bragte skolebørn og studerende til Odense, slæberen kom med banegods og godsvogne, de handelsrejsende kom med ni-toget, og så var der de mange særtog. Ikke mindst sommerens badetog mellem Odense og Kerteminde vakte opsigt med helt op til 1500 passagerer, men særlige begivenheder som lokalopgør på Odense Stadion, skolernes sommerudflugter og roesæsonen krævede også særtog.Etableringen af Lindøværftet blev en ny udfordring for banen. Et nyt ladespor blev anlagt ved Dræby for at klare de store fragtmængder, men banens dage var talte. Den kunne ikke konkurrere med busser og lastbiler, og efter en del diskussion blev de ti nordøstfynske kommunerne i 1964 enige om at nedlægge banen med to års varsel. 

Noget overraskende er det nederlaget ved Dybbøl i 1864, der er den direkte årsag til, at den lange, snoede og naturskønne Kerteminde Fjord og det lige så skønne Kertinge Nor er bevaret i fuld udstrækning, når der ses bort fra en lille inddæmning, der i 1881 blev gennemført ved Skålholm tæt ved Snekkeled i Munkebo.

^{Ankeret er kastet ved Kertinge Nor}

Fjord og nor er på i alt 863 hektar, og seks forskellige projekter om inddæmning gik i vasken i årene 1863 til 1898. Alle forsøg på inddæmninger blev mødt af lokal modstand, ikke mindst fordi tørlægning af fjord og nor ville gå ud over de mange familier, der levede af fiskeri.

Den lokale modstand var imidlertid ved at blive fejet af bordet, da grosserer Julius Bernburg udarbejdede et detaljeret projekt i 1874, men pludselig kom der uventet hjælp udefra. Efter nederlaget i Dybbøl i 1864 frygtede generalerne, at sejrherrerne ville forsøge at besætte hele landet, og fjor og nor indgik derfor i nogle strategiske overvejelser om, hvordan man bedst forsvarede landet, hvis Vestfyn skulle blive besat. Som bekendt sluttede krigen hurtigt, men planer om forsvaret af landet forblev intakte på krigsministerens bord, og derfor ville han ikke give tilladelse til inddæmningen. Et sidste forsøg fandt sted i 1898, da en lokal entreprenør ønskede at inddæmme Kertinge Nor, men sognerådet sagde nej. 

Fire små områder på nordsiden af Kerteminde Fjord er fredet. I Munkebo drejer det sig om to arealer på begge sider af det for længst nedlagte renseanlæg ved Skålholmgård, og i Kerteminde er det et område ved pynten Højnæs og et mindre område vest for Lille Viby. De fire fredninger, der blev gennemført i 1952, udgør i alt 40 hektar.

Beliggenheden i bunden af bugten, den direkte adgang til Storebælt og de rige fiskepladser har altid haft stor betydning for Kerteminde, og selv om fiskerihavnen og især trafikhavnen har mistet deres store betydning for byen, så er historien værd at dvæle ved.

^{Fiskerbåde lufter den fyldige bug på beddingen i Kerteminde}

For et par hundrede år siden gik strandkanten øst for Strandvejen, og selv om naturhavnen var godt beskyttet af klinter mod syd og nord, så var der konstant problemer med tilsanding, og man gik derfor i gang med at sikre havnen med bolværk og stenmoler, og via opfyldning med sand fra havnen opstod der på nordsiden et nyt, stort og attraktivt havneområde.
Kerteminde-banen, der åbnede i 1900, var med til at sætte ekstra skub i udviklingen, og der blev opført store pakhuse og fabrikker på havneområdet, men fra midten af 1900-tallet begyndte trafikhavnen at miste sin betydning. Mange pladskrævende virksomheder begyndte at flytte væk fra havneområdet, og store kornsiloer skød op og blev de dominerende bygninger. 
Fiskerihavnen rummer en tilsvarende meget omskiftelig historie. Oprindelig var Lillestranden hjemsted for byens fiskerflåde, men i takt med at fartøjerne voksede, blev motoriserede og fik længere rækkevidde, blev passagen under broerne vanskeligere, og mange fiskere lod derfor deres fartøjer ligge ved Nordre Havnekaj.Det var en vindblæst og ikke holdbar løsning, og i 1913 blev det derfor besluttet at anlægge en egentlig fiskerihavn på havnens sydside med i første omgang en dækmole i vinkel på det eksisterende bolværk. Endnu en mole kom til i 1933, og i 1960’erne blev den ældste dækmole udbygget.I takt med, at fiskerihavnen blev etableret, opstod der et nyt fiskerkvarter koncentreret omkring Havnegade, og på selve havneområdet blev der etableret flere virksomheder med relation til det omfattende fiskeri. Midt i 30’erne kom bedding og fiskeauktion til. Auktionen og flere af virksomhederne er imidlertid nedlagt igen, men beddingen er fortsat i brug, og det er en stor oplevelse at se en kutter stå – kun understøttet af nogle få, men kraftige pæle – og lufte dens fyldige bug. 

Kerteminde Kirke – lige i navlen af Amandas by – kan føres tilbage til omkring 1350, men kirken med det forholdsmæssigt lille tårn er bygget om flere gange siden, for eksempel i 1476 hvor den blev forlænget med et treskibet kor. Det underdimensionerede tårn skyldes formentlig, at det har hørt til den oprindelige og noget mindre kirke.

^{Den store Kerteminde Kirke med det lille tårn}

En gotisk kirkeblok fra 1400-tallet er noget af det ældste i kirken, for meget inventar eksempelvis altertavle og prædikestol er fra sidste halvdel af 1600-tallet. Det skyldes, at meget af det oprindelige inventar gik tabt under Svenskekrigen i 1657-60. I nordre sideskib hænger Fyns ældste kirkeskib, linieskibet Dannebrog. Navnet hentyder til slaget i Køge Bugt i 1710, hvor 22 søfolk fra Kerteminde mistede livet. I våbenhuset er talrige ligsten indmuret i væggen. Stenene har tidligere ligget over grave i kirkens kor og gange. I våbenhuset ses også Kjerteminde Skipper- og Ligbærerlaugs to bårer, der stadig er i brug.

^{Emauskirken i Kerteminde}

Kertemindes anden kirke, Emauskirken, adskiller sig markant fra sognekirken, idet den er opført i én byggefase og det så sent som i 1868. Det er en korskirke med kamtakkede gavle og et lille vesttårn med spir, og den er nærmest karakteriseret ved mangel på pragt både ude og inde, men det harmonerer godt med, at valgmenigheden, der grundlagde kirken, forsøgte at fremme den mere inderlige tro, som stod i kontrast til den forstandsdyrkelse, som den autoriserede statskirke stod for.Frihed for den enkelte var et nøgleord for bevægelsen, der blandt andet mente, at folk skulle have ret til frit præstevalg. 

Kun nogle få hundrede meter med åbne marker og spredt bebyggelse adskiller landsbyerne Kertinge og Kølstrup, der er smukt forankret i ”bunden” af Kertinge Nor. Begge byer er anlagt i overgangen mellem vikingetiden og middelalderen. Kertinge er nævnt første gang i 1383, mens Kølstrup har yderligere nogle år på bagen, idet den er kendt som Kylnesthorpe helt tilbage i 1324. Det nærved, højt beliggende Ulriksholm slot ejede i dets storhedstid samtlige gårde og huse i de to byer, men overgangen til selveje skete meget hurtigt og var afsluttet i 1802. 

^{Rasteplads ved noret}

I bunden af Kertinge Nor, få stenkast fra vandet og kun nogle hundrede meter fra herregården, ligger den 800-årige Kølstrup Kirke. Det er dog ikke kun den nære beliggenhed, der knytter de to historiske bygninger sammen, for i flere hundrede år var gården ejer af kirken, således også i 1600-tallet, der var en hård tid ikke alene for kirken, men for hele landet.

^{Kølstrup Kirke}

Kong Christian IV var ved roret, og han overtog herregården i 1616, men allerede få år forinden gav han ordre til, at kirkens to klokker skulle tages ned og smeltes om til kanoner og kugler. Kongen havde imidlertid ikke den helt store krigslykke, og da sønnen Frederik III ville tage revanche i Svenskekrigen 1657-60, gik det igen ud over kirken. Præsten i Kølstrup valgte nemlig i ly af mørket at gå til Kerteminde og informere general Hans Schack om de fjendtlige troppebevægelser på egnen, og som hævn røvede svenskerne kirken og præstegården.

Kirken kom dog på fode igen, og nærmest som et kuriosum berettes det, at herremændene fra Østergård og Ulriksholm på et tidspunkt begge gjorde krav på de fineste pladser øverst i kirken. Udgangen på sagen blev, at Østergård blev langt ind under Munkebo sogn. Derved blev det sikret, at begge herremænd kunne få den eftertragtede plads nærmest ved Gud, men nu i hver deres kirke.
Også navnet Vibeke Kruse knytter kirke og gods sammen. Vibeke Kruse havde et særdeles nært forhold til Christian IV – så nært, at hun fødte parret en fælles søn – Ulrik Christian Gyldenløve. Da knægten var 15 år, fik han overdraget godset ved Kertinge Nor, og da Kruse døde 1648, i øvrigt sammen år som kongen, blev hun i første omgang begravet i København, men Gyldenløve fik senere lov til at flytte kisten med sin mor til Kølstrup.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men realiteten er, at Klintebjerg tidligere har været en ganske betydelig udskibningshavn for Odense, Østrupgård og Nordfyn i det omfang det var belejligt.

^{Klintebjerg havn}

Byen blev grundlagt så sent som i 1746, men dens storhedstid begyndte i 1843, da der blev opført et stort treetagers pakhus på havnen. I kølvandet fulgte cikoriebrænderi, kalkværk, saltværk, skallefabrik, eddikebryggeri, savværk og toldsted, og i midten af 1800-tallet var der en betydelig udskibning af korn.

I takt med, at sejlløbet ind til Odense Havn blev udbygget, mistede Klintebjerg sin betydning, og havnens nedtur tog for alvor fart i 1921, da sejlløbet ind til Odense var udbygget til 7,5 meter, men for eksempel var eddikebryggeriet i sving helt frem til 1947, hvor produktionen blev flyttet til Odense. Et stort pakhus knejsede på havnen helt frem til 1967, da det nedbrændte. I 1930’erne holdt seks stenfiskere til i Klintebjerg, der også tidligere var base for en række erhvervsfiskere. I dag er havnen en lille perle med plads til 45 fritidssejlere. Det er også fra Klintebjerg, der er forbindelse til Vigelsø med fiskerbåden Lunden.

Lindøværftet eksisterer ikke mere, for i 2009 beslutter bestyrelsen at lukke værftet, og i 2012 blev den sidste nybygning afleveret, men historien om den store arbejdsplads lever fortsat: 

De første spæde skridt til etablering af Lindøværftet blev taget i 1956. Da havde det allerede en rum tid stået klart, at det gamle værft, Odense Staalskibsværft ved Odense Kanal, ikke kunne holde trit med hastigt voksende krav til større skibstyper. Ikke mindst det voksende olieforbrug satte gang i udviklingen af større skibe, og derfor så værftsdirektør Erik Ringsted sig om efter et egnet sted til etablering af et nyt værft. Kravet var, at det skulle placeres, så det i praksis havde ubegrænsede ekspansionsmuligheder. De første rygter om et værft på Lindø nåede fiskerne på den inddæmmede ø i efteråret 1956, og tre år senere, den 23. november 1959, indviede statsminister H.C. Hansen det A.P. Møller ejede værft.

^{Skibsbygningshal på Lindø}

To år senere døbes nybygning et, turbinetankeren T.S. Petersen, og derefter går det slag i slag. Værftet udvikler sig til en af landets største private arbejdspladser – i en kort periode med flere end 6000 ansatte – og er i front på verdensplan, både hvad angår byggehastighed og størrelse på skibene. I 2006 overgår Værftet endnu engang sig selv, da det med Emma Mærsk tager hul på en ny serie af verdens største containerskibe. Skibet, der er 397 meter langt og 53 meter bredt, har officielt plads til 11.000 containere, men formentlig langt flere, og i motorrummet ligger en hovedmotor, der er i stand til at yde 110.000 hestekræfter.

^{Som kæmpeøgler rager tårnkraner op i landskabet}

Værftet blev udvidet flere gange. En af de mest opsigtsvækkede udvidelser fandt sted i slutningen af 60’erne, da dok III og Munkebos vartegn, den mere end 100 meter høje portalkran, blev etableret. Den selv samme kran bukkede i øvrige under i forbindelse med orkanen 3. december 1999, men en ny 110 meter høj portalkran blev taget i brug i maj 2001. 

I 2007 blev Lindøværftet sammen med arbejderboligerne også kaldet Lindøbyen i Munkebo udpeget som nationalt industriminde på lige fod med for eksempel området ved Albani Bryggerierne og jernstøberiet Tasso i Odense, De Danske Spritfabrikker i Aalborg og Carlsberg i Valby.
Selv om værftet på mange måder var førende på verdensplan, så var der konkurrencedygtige værfter i Østen, og resultatet blev som nævnt, at bestyrelsen i 2009, præcis 50 år efter indvielsen, besluttede at lukke den berømte arbejdsplads og omdanne værftsarealet til Lindø Industripark.

I 2012 blev den sidste nybygning – en fregat til det danske søværn – afleveret, men udviklingen gik ikke, som frygtet af mange, i stå, for Lindø Industripark satte sig nye mål: at få lejet de gamle værftsarealer ud til andre virksomheder, der kunne gøre brug af store haller, kraner og solide kajanlæg.
1. januar 2014 sker der endnu et afgørende skridt i forvandlingen af det gamle værftsområde, idet Odense Havn overtager Lindø Industripark, og i 2017 fusionerer Odense Havn og Lindø Industripark A/S til LINDØ port of ODENSE A/S og bliver til en aktieselskabshavn.

En lang række andre historier knytter sig til det gamle værft. For eksempel er det den oprindelige ø Lindø, der har lagt navn til den store skulptur, ”Lindø”, som står ikke langt fra hovedporten. Skulpturen, der er formet af kunstneren Robert Jacobsen og svejset sammen af Lindøarbejdere, blev indviet af dronning Margrethe i 1990. 

Med hører også beretningen om det lille fiskersamfund, i nyere tid kaldet Lillebo, der efter inddæmningerne opstod på kanten af det oprindelige fastland. Fiskerne fra Munkebo brugte oprindelig stranden på Lindø som landings- og stejleplads, og Strandgyden (nu Lindøalleen) blev forlænget dertil i 1904, og helt naturligt opstod der derfor i begyndelsen af 1900-tallet interesse for at etablere sig med egen bolig for enden af Strandgyden, hvor kirken havde en større jordbesiddelse. Den blev udstykket til 10 private parceller, og der opstod et helt lille, men børnerigt fiskersamfund i området. 
Da Lindøværftet blev etableret, blev fiskerne imidlertid fortrængt fra stranden, og de sidste erhvervsfiskere samt fritidsfiskerne blev flyttet til Boels Bro. Da værftet lukkede, og det og de tilstødende jordarealer blev overtaget af Odense Havn, blev de fleste huse i Lillebo revet ned.

Odense Havn og Lindøværftet lever nu kun i historiebøgerne, men de gamle kajanlæg, bassiner, kraner, haller og meget andet lever i bedste velgående – nu under det fælles og internationalt klingende navn Lindø Port of Odense A/S.
Navnet blev ”opfundet”, da Odense Havn og Lindø Industripark fusionerede i 2017. Tidligere rådede Odense Havn ”kun” over Lindøterminalen, der blev etableret i 1992 klos op af Lindøværftet, samt selvfølgelig havnearealerne i Odense.

^{Color Line i dok på  Lindø – Port of Odense}

Efter købet af industriparken ejer havnen 6,4 millioner kvadratmeter industri- og havneområde fordelt mellem City-terminalen i Odense og arealerne i Munkebo, og havnen er dermed landets 3. største.

Kerneydelserne er: udlejning af bygninger og arealer, kraner og mandskab, lastning/losning af skibe samt løfte- og transportopgaver på op til 1000 tons, og på det gamle værftsområde i Munkebo har flere end 80 virksomheder slået sig ned, og alle er på den ene eller anden måde tilknyttet den maritime industri eller offshore-vindmølleindustrien. Blandt de mest markante er vindmøllevirksomheden Vestas, LORC, der står bag to testcentre til afprøvning af vindmøllehuse, og reparationsværftet Fayard.

Havnen melder konstant om fortsat vækst på de gamle værftsarealer, og der er planer om udvidelser både inden- og udenfor det oprindelige ”hegn”. I 2017 blev arbejdet med at forlænge portalkranens spor mod sydvest sat i gang, og året før indledte man opfyldning af et 400.000 kvadratmeter stort, lavvandet område øst for den oprindelige Lindøterminal. Det er også her, man i starten af 2018 rejste tre store og omstridte vindmøller.

Vindmøllerne overgår i højde portalkranen på det gamle værftsareal. Men trods det er kranen fortsat Munkebos ubestridte vartegn. Den skræver over den mere end 90 meter brede tørdok og kan løfte omkring 1000 tons ud gennem taget på den 38 meter høje Hal Syd.

 

Gabet, det kun knap 500 meter brede farvand mellem Enebærodde og Lodshuse, har altid spillet en stor rolle for besejlingen af Odense Fjord. Det skyldes ikke mindst, at det i Lodshuse har været let at overvåge og eventuelt også forhindre indsejling til Odense Fjord. De forhold har da også efterladt tydelige spor. På spidsen af Enebærodde kan man således se resterne af to skanser fra Englandskrigene først i 1800-tallet

.

^{Lodsbådene i havn ved Lodshuse}

Bebyggelsen Lodshuse opstod i 1800-tallet, efter at Odense Kanal var åbnet. Her blev lodsen, der skulle lede skibene ind til Odense, sat ombord, noget der også sker den dag i dag, for det er lovfæstet, at alle skibe over 1500 ton og alle tankskibe skal have lods fra Gabet til Odense. Til Lindø skal skibe over 4000 tons og alle tankskibe have lods ombord. Alle større skibe skal melde indsejling eller afsejling gennem fjorden til lodseriet, og det er lodsernes opgave at sørge for at koordinere besejlingen – da der ikke er plads til to store skibe ved siden af hinanden i kanalen eller i sejlrenden.

En af første fynske telefonforbindelser blev i øvrigt etableret mellem Gabet og Odense. Det skete i 1884 for – så hurtigt som muligt – at få efterretninger til Odense om skibstrafikken gennem Gabet.I generationer er der drevet fiskeri fra Lodshuse, og det bærer området fortsat præg af, selv om fiskeriet langt fra har samme omfang end tidligere. Vest for broen er der indrettet en stor stejleplads, der er nogle redskabsskure af nyere dato og ofte er nogle store hyttefade oplagret på pladsen. Der har tidligere ligget en fiskemelsfabrik i området, og selve stejlepladsen er i forbindelse med en registrering af de fynske kystmiljøer blevet betegnet som en sjældent stor og velbevaret plads, men der er også rosende ord til lodsmiljøet med de grundmurede, højtliggende lodsbygninger, der ligger langs vejen ned til havnen.

En af Fyns længste landsbykirker ligger midt i Mesinge. Den ældste del af kirken stammer fra 1100-tallet. I 1400-tallet blev kirken forlænget mod øst og vest, og

^{Mesinge kirke}

ved østgavlen blev der opført en høj pille, der ender i et ottekantet spir. Kirken har altid haft to klokker. Den største på 500 kg. blev fjernet i 1528 efter ordre fra .

^{Mesinge kirkelade}

Frederik I og sammen med andre kirkeklokker omstøbt til bøsser, men en ny kom til. Kirkens altertavle er fra 1591

Ved siden af kirken, klos op ad kirkegården ligger den fredede Mesinge Kirkelade, der er opført omkring 1580 – ifølge nogle kilder endda endnu tidligere – og ombygget til hospital ca. 100 år senere. I dag rummer den en lille, lavloftet restaurant.

Halvøen Skoven har nærmest form som en advarende, fremstrakt næve, der deler havet med Odense Fjord på sydsiden og Dalby Bugten på nordsiden.

Centralt placeret midt på halvøen, der, som navnet antyder, engang var skovbevokset, ligger landsbyen Midskov.

Den blev anlagt i middelalderen og udviklede sig stærkt i 1800-tallet på grund af opdyrkningen af de store overdrevsarealer, men i dag gør Midskov ikke meget væsen af sig. For eksempel er det adskillige år siden, at byen mistede sin dagligvarebutik.

Der er flere fortolkninger af Munkebos navn, oprindelig Munkæbothæ, der blev skrevet ned første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog. En besnærende tolkning går ud på, at navnet er en sammenskrivning af munkenes boder. En anden tolkning peger på, at Munkebo er et bo for munke – altså et primitivt kloster. Under alle omstændigheder er det en kendt sag, at der i århundrede har været små sammenbyggede beboelser tæt ved Kertinge Nor, og at byen ejermæssigt har været domineret af Odense munke og kronen. 

 

^{De gamle fiskerhuse har front mod Kertinge Nor}

Der har på et tidligt tidspunkt været tale om regulær bydannelse med bygfoged og tingsted, og frem til 1578 var Munkebo et selvstændigt birk – en slags retskreds. I 1600-tallet er langt hovedparten af byen fortsat på kronens hænder, men i 1679 får Ulriksholm/Østergård skøde på kirken, og i 1718 har godset samlet 13 gårde og to huse i byen. I 1736 opretter godset et hospital i byen. 

^{Munkebo kro}

På et trekantet areal, hvor Nørregade i dag munder ud i Lindøalleen, lå i sin tid bytinget og bybrønden, men begge dele er for længst væk. Toftegård lige syd for er imidlertid bevaret omend i dårlig forfatning. Her boede frihedskæmperen Thomas Christensen, der var rådgiver for feltmarskal Hans Schack, da han under Svenskekrigen i 1659 gik i land med sine tropper ved Kerteminde.

Landbrug og fiskeri var de vigtigste erhverv i sognet, indtil Odense Staalskibsværft flyttede ud og etablerede Lindøværftet på den da for længst inddæmmede ø Lindø. I forbindelse med etableringen af værftet i slutningen af 1950’erne blev der grundlagt en hel ny bydel kaldet Lindøbyen og et efter datidens målestok moderne bycenter. På få år blev der opført omkring 1000 huse og lejligheder på den skrånende areal op mod Munkebo Bakke, men selvbyggerne kom også i sving, og byen voksede både mod syd og øst og havde en overgang status som Fyns 7. største bysamfund.

 

^Lindøbyen

Selv om Á.P. Møller-koncernen har solgt boligerne, så har Lindøbyen med de mange små ensartede og spartansk udrustede huse bevaret sit særpræg, og Kulturarvsstyrelsen udpegede i 2007 værftet og Lindøbyen til nationalt industriminde på grund af de industrihistoriske værdier, og fordi by og værft på det samfundsmæssige plan blev et godt eksempel på industrier, der etablerede nye fabrikssamfund i tidligere landkommuner.

I forbindelse med salget af de mange boliger blev der i 2008 stiftet en andelsboligforening, der overtog 500 enfamiliehuse deriblandt et større antal rækkehuse. Dermed blev det en af provinsens største andelsboligforeninger. I 2016 blev Munkebo Multipark indviet tæt ved Munkebo Idrætscenter.

Det bakkede landskab i og omkring Munkebo er rigt på vandrerstier. På kryds og tværs mellem nor og fjord går de mange stier, og den første officielle sti i Munkebo fik faktisk navn efter det fjordrige område: ”Munkebostien fra kyst til kyst”.

^{Munkebostien klædt i efterårsfarver}

Munkebostien er en 20 km. sammenhængende vandrersti, der omkranser Munkebo fra Odense Fjord i nord til Kertinge Nor i syd. Stien binder på den måde by og vand sammen og giver mulighed for natur- og kulturhistoriske oplevelser langs hegn, kyster, jernbanespor og i det gamle sogns to byer: Dræby og Munkebo.
Stien er varieret og afmærket. Nogle steder er den handicapvenlig, andre steder kræver det både solidt fodtøj og god balance, hvis man vil frem. Det skyldes, at nogle korte strækninger langs kysten er etableret med henvisning til naturbeskyttelsesloven og derfor har karakter af ”trådte” stier. Andre steder går stinettet af ujævne ”markveje”, der også kan være en udfordring.

 

Et andet tilbud for de vandreglade er Kløverstierne, der blev etableret i 2016. De har fire temaer: Lindøbyen på 2,4 km, Bakken, noret og fjorden på 5,4 km, De gamle landsbysamfund på 7,3 km og Kulturlandskabet på 11,2 km. De udgår alle fra samme punkt: Bibliotekspladsen. Der er udarbejdet et kort, der viser de fire ruter. 

Munkebo Bakke er en såkaldt randmoræne, der er dannet for ca. 12.000 år siden. En gletscher fra sydøst lagde kræfterne i, og fjord og nor er de lavninger, der blev efterladt, da isen havde skruet materialet op som et buet bakkedrag mellem Odense Fjord og Kertinge Nor. Bakke, fjord og nor har med andre ord fælles oprindelse, og med sine 55 højdemeter har bakken altid haft menneskets bevågenhed.

^{Udsigt fra Munkebo bakke}

På selve bakketoppen ligger Loddenhøj, en af sognets mange broncealderhøje, og i området er der fundet flere gamle spor efter menneskelig aktivitet. Det gælder grave, affaldsgruber, skaldynger, ildsteder og bopladser. På toppen af bakken kunne man, som i dag, overvåge sejlads på både Odense og Kerteminde fjorde, og man kan let forstille sig, hvordan for eksempel vikingerne har tændt bål på bakken for at advare om fjendtlige fartøjer.

^{Tårnet på Munkebo bakke}

Omkring 1895 opførte gårdejer Niels Hansen, Bakkegården, et tårn på toppen af Munkebo Bakke. Senere blev der også etableret en restaurant, der i årtier dannede ramme om mange familiefester og søndagsudflugter. Restauranten fik en krank skæbne i slutningen af 1980’erne, da den brændte ned. Langt bedre gik det med tårnet. Ganske vist forfaldt det gamle tårn gradvist, men A.P. Møller-fonden trådte til og donerede et nyt tårn, der blev bygget på fundamentet af det gamle og indviet i 1993. I 2017 blev det besluttet at nedrive Bakkegården.

Munkebo Havn, der i dag skaber læ for et større antal fritidsfartøjer, blev etableret i 1961, samtidig med at man anlagde den nye landevej langs Kertinge Nor som en parallelvej til Fjordvej, den oprindelige hovedfærdselsåre gennem byen.

^{Stille vand i Kertinge Nor}

Etableringen af den nye vej betød, at det idylliske fiskermiljø ved noret gik tabt. Her havde der i generationer været bådkåse, barkekedel og landingssted ud for rækken af sammenbyggede fiskerhuse og Munkebo Kro, men et forslag om at lade den nye vej gå nord om Munkebo blev afvist af trafikministeren, idyllen gik derfor tabt, og en ny havn blev anlagt. Den gamle Fjordgården tæt på fiskernes landingsplads led samme skæbne som idyllen, men en ny gård blev opført tættere ved fjorden.

I 2017 blev havnen udvidet med en lille bro, hvor Ladbydragen lægger til, når den er på tur fra dens faste base ved Vikingemuseet Ladby.

Der knytter sig flere dramatiske historier til Munkebo Kirke, hvis oprindelse fortaber sig i romansk tid 1100-1250. Kirkens svære vesttårn kan føres tilbage til omkring 1500. Den øverste del af det oprindelige tårn var opført i bindingsværk. Omkring 1700 blev det imidlertid bygget om, men tårnet, som det kendes i dag, er fra begyndelsen af 1800-tallet. Nordvæggen består dels af en romansk kampestensmur, dels den gotiske forlængelse, der i dag ses som en kombination af granitkvadre og teglstensbånd. 

^{Munkebo kirke}

Ifølge en overlevering blev kirkens sydmur nedbrudt under Svenskekrigen i 1657-60 og anvendt til en bastion på kirkegården, hvor først svenske, siden danske soldater opholdt sig. Under samme krig gravede præst Claus Hansen Nakskov kirkens hellige kar og sit eget sølvtøj ned på præstegårdens jord, så da svenskerne hjemsøgte præstegården, fandt de intet af værdi. Svenskerne forsøgte at få præsten til at tale og drev ham derfor ud i hans egen fiskedam, hvor han druknede uden først at have røbet gemmestedet. I 1842 blev den brutale hændelse genopfrisket, da to gårdmandssønner fandt skatten – blandt andet to sølvpokaler – på gammel præstegårdsjord ved Dræby. 

Samme år, som skatten blev fundet, brændte alle bygninger på kirkepladsen i Munkebo ned, men kirken slap. Hospitalet, præstegården, den gamle skole og Møkærgård samt 13 andre huse på Fjordvej blev flammernes bytte, og 24 familier blev husvilde.

Omkring 1960 skiftede Munkebo totalt ansigt i forbindelse med etableringen af Lindøværftet og Lindøbyen, som er den almindelige taleform for den bydel, der skød op i forbindelse med værftsbyggeriet. Men i Gl. Munkebo Miniby, der har base på Bakkely i udkanten af Lindøbyen, bevares brikker til historien om den tidligere lille, idylliske bonde- og fiskerby mellem fjord og nor, idet man her i størrelsesforholdet 1:10 genskaber byens huse og gårde, som de så ud før 1959.

^{Model af Munkebo kirke}

Det er en kreds af efterlønsmodtagere og pensionister, der står bag minibyen med dens foreløbig omkring 100 gårde og huse samt kirken, som den absolut største og mest imponerende bygning. 

Et gammelt moseområde tæt ved Munkebo Idrætscenter er forvandlet til Munkebo Multipark, der kredser om tre begreber: Sport, friluft og leg. Hvert af de tre områder forbindes af en asfalteret og handicapvenlig sti, der også knytter multiparken sammen med både idrætscentret, Munkebo Bycenter og Munkebostien.
Parkens sportsområde er især blevet kendt på grund af en af Fyns bedste skaterbaner, hvor man konstant kan se børn og unge lave tricks. Også løbehjulene bruges flittigt på det ”bløde” beton, der er støbt i buede og bølgende former. Området rummer også bane til mange forskellige former for boldspil.

 

^{Munkebo multipark}

Friluftområdet er indrettet med bål- og grillplads samt shelters, og man kan gå på boardwalks omkring en stor sø. Legeområdet, der er etableret tæt ved Munkebos børnehaver, er nærmest et lille gynge-mekka med både udsigts-, sanse- og svinggynger. Desuden er der et stort klatrenet, og tæt ved endnu en af områdets søer med siv og frøer. Selve moseområdet er indtaget af nogle langhårede og langhornede, men ganske fredelige køer. Er man ikke ”mæt” efter en dag i multiparken, så rummer idrætscentret både bowlingbane, svømmehal og cafe.

I 2013 åbnede Nordatlantisk Hus som det første nybyggeri på Byens Ø på Odense Havn. Ideen til huset udspringer fra et samarbejde mellem Det Grønlandske Hus i Odense og Odense Kommune. I Nordatlantisk Hus mødes Grønland, Færøerne og Island og Danmark, og huset samler og kombinerer en række forskellige funktioner på en ny og unik måde. 

^{Nordatlantisk Hus Foto Kirstine Mengel}

I stuetagen byder huset på kulturoplevelser med nordatlantiske kunstnere, foredrag og udstillinger om og fra de nordatlantiske lande. Stueetagen rummer også husets restaurant og butik med design og tøj.

På 1.sal ligger Det Grønlandske Hus, der har eksisteret i Odense siden 1973 (først i Vollsmose og senere på Hunderupvej). Huset udfører opgaver indenfor uddannelses-, social- og kulturområdet og er et fast holdepunkt for mange grønlændere bosiddende i Region Syddanmark. 

De færøske, grønlandske og islandske foreninger i Odense har lokaler på 2. sal. Her har foreningerne adgang til lokaler, hvor de kan dyrke deres traditioner, kultur og fællesskab gennem aktiviteter som kor, dans, håndarbejde, spisning og fejring af nationale højtider. Tårnet i Nordatlantisk Hus rummer 25 ungdomsboliger til studerende. 

Hvis man tager turen op på Næsbyhoved Slotsbanke eller Voldsted, ser sig omkring, tager en dyb indånding og lukker øjnene, så kan man faktisk godt danne sig et indre billede af, hvilken farverig historie, der i sin tid udspandt sig på det i dag meget ydmyge sted – godt ”gemt af vejen” bag restaurant Næsbyhoved Skov.

^{Næsbyhoved slotsbanke}

Den på mange måder dramatiske historie handler om alt fra konger og almue til dronninger og lensmænd. Og selv om slottet kun bestod i et par hundrede år, så er historien værd at hæfte sig ved.
Næsbyhoved Slot kan med sikkerhed føres tilbage til 1337. Slottet lå på et næs i Næsbyhoved Sø nord for Odense, og den var blandt de kongelige borge, der på den tid blev opført rundt om i landet som led i rigets forsvar. Under Erik af Pommeren holdt Rigsrådet flere gange herredag på slottet.

^{Her lå engang et slot}

Kongens lensmænd boede på skift på slottet, og lensregnskaber viser, at der i starten af 1500-tallet hørte 260 gårde under Næsbyhoved Len. Skiftende konger opholdt sig af og til på slottet, som blev overdraget til dronning Christine i forbindelse med hendes giftemål med kong Hans i 1478.Da kong Hans i 1503 indledte et forhold til en af hoffets damer, valgte dronning Christine at slå sig ned på slottet i Odense, hvor hun ville leve et fromt liv.Dronningens hof omfattede omkring 100 personer, og der var alt fra hofmesterinde og kok til staldmester og kammerdrenge på slottet. Der var en tæt forbindelse til det odenseanske handelsliv og til kirker og klostre, der alle nød godt af dronningens tilstedeværelse. Det samme gjorde byens fattige og syge, for dronningen var kendt for sin godgørenhed, men de gode tider fik ende.I 1521, efter 17 år i Odense, dør dronningen, man går urolige tider i møde og 13 år senere, den 10. juli 1534 under Grevens Fejde, går slottet til grunde som led i den folkelige opstand mod Christian III.Ingen ved, hvordan Næsbyhoved Slot så ud. Slotsbanken er 16 meter høj og 60 meter på hver led, så slottet har formentlig været stort i omfang, men mindre end Nyborg Slot. Slottet har været omgivet af dybe voldgrave, og en bro fra nordøst har ført over voldgraven.

Søen, der til dels omgav Næsbyhoved Slotsbanke, var på 300 tønder land og dermed Fyns næststørste. En tur rundt om søen har været på omkring otte kilometer, og det var en tur – beskrevet med nutidens stednavne – fra Åløkkeskoven i syd til Næsbyhovedvej i nord og fra Tolderlundsvej i øst til Jernbanevej i vest.

^{Næsbyhoved slotsbanke}

Oprindelig havde søen forbindelse til fjorden, men i 1300-tallet under Valdemar Atterdag blev der anlagt en dæmning, der samtidig fungerede som vej og derved lettede adgangen til Næsby. Under dronning Christine blev vejadgangen nord for Odense yderligere forbedret ved hjælp af bro og dæmning, og senere i romantikkens år, da slottet for længst var borte, nød det odenseanske borgerskab i høj grad livet på og ved den store sø, men det søde liv blev afløst af moderne funktionalisme. Odense Havn blev anlagt i den østlige del af søen i starten af 1800-tallet, men området, der rummede Næsbyhoved Sø, forblev et vigtigt udflugtsmål for odenseanerne helt frem til 1863, hvor søen blev tørlagt.Selve tørlægningen skete i løbet af få dage. Sluserne blev åbnet, og i løbet af få år var den tidligere søbund omdannet til en frodig eng. Tørlægningen af søen betød også et farvel til Næsbyhoved Mølle i hvert fald som vandmølle. Møllen blev opført på den nordøstlige bred på dronning Christines tid. Efter udtørringen af søen blev den afløst af en vindmølle på bakken ved Fuglsang, og senere blev den flyttet ned til Odense Kanal, hvor den fungerede som kornmølle til 1929.

Den lavvandede Odense Fjord var oprindelig på 8300 hektar, men inddæmninger har lagt beslag på godt en fjerdedel og reduceret den til godt 6000 hektar. I inderfjorden ved Seden Strand er middeldybden kun 0,8 meter, men middeldybden i hele fjorden er dog 2,25 meter. 

Sejlrenden i Odense Fjord er skabt af en strøm af smeltevand fra dødis på det centrale Fyn. Det skete på et tidspunkt, hvor kystlinien lå langt ude i Kattegat, og hvor det nuværende Odense Fjord-område var et moseområde med kratbevoksning. Efter fastlandstiden begynder havniveauet at stige, og Odense Fjord bliver skabt og det med en større udbredelse end i dag, idet der både var forbindelse til Nr. Nærø Strand og Storebælt. Siden er der sket landhævninger, og i nyere tid er der som nævnt inddæmmet store arealer.

På grund af vanddybden har besejlingen af Odense Fjord altid været vanskelig. Sejlrenden har i en perioder været sandet til, og man har været nødt til at omlade fragt fra skibe til pramme ved for eksempel Lindø, Stige, Klintebjerg og Skibhusene. Først med etableringen af Odense Kanal i 1803 fandt man den endelige løsning på besejlingsproblemet.

Der er omkring 30 øer i Odense Fjord samt nogle småholme i Egensedybet. Mange af småøerne er kunstige, og det er ikke mange år siden, at Odense Havn etablerede to mindre sømærkeøer ud for Lindøværftet. De to største øer i fjorden er Vigelsø på 132 hektar og Tornø på 22 hektar.
Størstedelen af Odense Fjord indgår i EF-fuglebeskyttelsesområde 75, der også omfatter Enebærodde, Fjordmarken, Vigelsø og et område ved Odense Ås udløb.

^Gabet

Den østlige grænse til beskyttelsesområdet går næsten stik nord fra Vigerø til den yderste spids på Enebærodde.
I 2016 tog Odense Havn fat på yderligere et inddæmningsprojekt på 400.000 kvadratmeter nordøst for det bestående havneområde. I den forbindelse blev der gravet en ny, nordsydvendt sejlrende til Boels Bro.

Indtil jernbanen og senere lastbilen revolutionerede varetransporten, foregik stort set al transport over længere afstande med skib. Derfor har det haft stor betydning for Odenses udvikling, at byen ikke har naturlig og direkte adgang til havet.

^{Ingen kan være i tvivl om hastigheden}

I middelalderen kunne man ganske vist nå Odense via fjorden og Odense Å, men i 1572 førte en storm til, at sejlrenden sandede til. Man måtte derfor gå til havn i Kerteminde eller ankre op i Odense Fjord og omlade godset til mindre pramme eller transportere den på hestevogn.
Det var et tidskrævende og besværligt arbejde, mente ikke mindst den fremsynede stiftsamtmand Friedrich Buchwald, og derfor foreslog han i slutningen af 1700-tallet, at der blev gravet en fem kilometer lang kanal fra byen og ud til fjorden. Det var et kolossalt anlægsarbejde, der blev gennemført ved hjælp af skovl og trillebør og otte års hårdt arbejde for et par hundrede kanalarbejdere, men den 7. oktober 1803 sejlede jagten Neptunus som det første skib ind i Odenses nyanlagte havn.Havn og kanal betød ny økonomisk vækst. Toldboden skød op, og der blev bygget store pakhuse på havnearealerne. Samtidig blev skibene større og større. Det betød fornyede krav til havn og kanal, og det førte til, at haven i 1885 blev udvidet med endnu et bassin. I 1904 blev kanalen omlagt, og i 1921 var sejlrenden udbygget til syv meter.

^{Pakhuse ¨på Odense Havn}

Man kan fortsat se en rest af den gamle kanal mellem Skibhusene og det enorme kullager ved Fynsværket. Den blinde kanalarm, der har forbindelse til Odense Å, bruges i dag som afløb for værkets kølevand, og man kører langs den, når retningen er sat mod Stige Ø.
Udvidelsen af kanalen blev starten på havnens storhedstid. En storbrand på Østre Kaj i 1925 fik ikke lov til at bremse denne udvikling. Branden var ellers omfattende. Den forplantede sig med stor hast fra bygning til bygning og lagde pakhuse på to hektar i aske. Andre huse overlevede branden for eksempel et af havnens flotteste pakhuse på Havnegade 16, der blev opført i 1914 som administrations- og lagerbygning for Det danske Gødningskompagni.

^{Et af de helt store siloanlæg på Odense Havn}

En lang række kendte virksomheder for eksempel Thomas B. Thrige og Odense Staalskibsværft etablerede sig på havnearealerne og var med til at gøre Odense til en af de betydeligste industribyer i landet. Etableringen af Fynsværket i 1953 gav ny vækst, og havnen fik sit 3. bassin i 1964.
I 1992 begyndte udflytningen af havnen, idet man etablerede Lindøterminalen. Terminalen, der er udvidet flere gange siden, var så at sige havnens fremskudte filial med et 630 meter langt kajanlæg, og i øvrigt nærmeste nabo til Lindøværftet i Munkebo. I 2016 indledte Odense Havn en stor udvidelse af terminalen. Hele 400.000 kvadratmeter havbund skal inddæmmes.

^{Nyere byggeri på Odense Havn}

Samtidig med etableringen af terminalen opstod der planer om at omdanne den gamle havn til et helt nyt havnekvarter, og en langsigtet udviklingsplan blev vedtaget af byrådet i Odense i 2003.

Planen betyder, at byen er rykket tættere på havnefronten, og det er opstået en ny bydel med blandet bolig- og erhvervsbyggeri, og moderne kontorbygninger og eksklusive boliger er skudt op mellem havnens gamle pakhuse. Det er også i den nye bydel, man finder Nordatlantisk Hus.
Engagementet i Munkebo fik en voldsom saltvandsindsprøjtning, da Lindøværftet lukkede. Inden lukningen var værftet omdannet til Lindø Industripark, der satte sig som mål at leje de gamle værftsarealer ud til andre virksomheder, og 1. januar 2014 overtog Odense Havn industriparken, og i 2017 fusionerede Odense Havn og Lindø Industripark A/S til LINDØ port of ODENSE A/S og bliver til en aktieselskabshavn. Samme år flytter Odense Havn sit hovedkontor til Lindø.

I 1990 godkendte Fyns Amt, at der blev etableret et 25 hektar stort såkaldt spulefelt bag diget ved Lumby Inddæmmede Strand.

^{Spulefeltet har nærmest karakter af en sø}

Spulefeltet er omkranset af et højt dige og bruges til oppumpet slam fra Odense Kanal og fra sejlrenden i Odense Fjord. Slammet ledes gennem flere bundfældningsbassiner, inden det overskydende vand pumpes tilbage til fjorden.

^{Vandet ledes tilbage til fjorden}

En del af spulefeltet har gennem årene fået karakter af sø. Med sine 12 hektar er der derfor tale om Nordfyns næststørste sø, og den er blevet en af Fyns mest besøgte fuglelokaliteter med mange spændende fuglearter. Med tiden vil søen dog forsvinde, for området bliver fyldt op og tørlagt.

I 1994 blev lossepladsen på Stige Ø afløst af en ny og langt mere miljøsikker losseplads – Odense Nord Miljøcenter – på den modsatte side af kanalen i Seden Inddæmmede Strand. Miljøcentret, der blev opført af Odense Renovationsselskab A/S, betegnes som et af Nordeuropas største og mest miljøsikre behandlingscentre for affald. Det skyldes blandt andet de geologiske forhold, der giver en naturlig barriere mod forurening af grundvandet.

På centret foregår der en lang række aktiviteter, som man normalt ikke forbinder med arbejdet på en losseplads. Der foregår for eksempel kompostering af haveaffald og slam fra renseanlæg. Der renses olieforurenet jord, der sorteres slagger fra affaldsforbrænding, og der er mellemdeponering af affald, der senere kan genbruges eller brændes af. Endelig er der også deponering af asbestholdigt affald.

Miljøcentret har et samlet areal på ca. 110 hektar, og det forventes, at centret kan rumme 10 millioner kubikmeter affald, og at det har kapacitet til at modtage affald resten af dette århundrede.

Odenses hidtil største industrieventyr tog sin første spæde start i 1917, da skibsreder A.P. Møller sikrede sig 27 hektar jord til etablering af et stålskibsværft ved Odense Kanal samt et nærved liggende område til boliger for de ansatte på værftet. Skibsrederen havde selvsagt næse for, hvad der rørte sig på verdensmarkedet, og var ikke i tvivl om, at der fortsat ville være mangel på skibstonnage. Derfor blev værftet etableret, og i næsten 50 år blev der bygget skibe på de skrå beddinger ved kanalen.

^{Gammel bedding på Odense-værftet}

Set med nutidens øjne – med tankskibe på over 300.000 tons dødvægt og fartøjer med plads til flere end 15.000 containere – begyndte man i det små. Robert Mærsk, nybygning nummer to, var således en ”minidamper” på blot 2185 tons dødvægt, men værftet blev udvidet og moderniseret flere gange, og man endte med at bygge skibe på over 40.000 tons dødvægt.

Det sidste skib løb af stablen i 1966, men arbejdet fortsatte på Odenseværftet. Man byggede sektioner til Lindøværftet, og kun gradvist flyttede man administrationen ud til det nye værft ved Munkebo. Faktisk skal man helt frem til 1979, inden al produktion og administration er flyttet ud.

^{De gamle skibsbygningshaller} 

Sætter man fantasien i sving og går en tur på de gamle værftsarealer, kan man fortsat få en god fornemmelse af, hvor omfattende en produktion, der har været i gang. Mange af de gamle skibsbygningshaller og værksteder er bevaret. Det samme gælder de gamle beddinger og de karakteristiske administrationsbygninger, der i dag benyttes til andre formål. En række nye virksomheder har nemlig indtaget værftsområdet, så det summer fortsat af aktivitet, dog ikke i samme omfang end tidligere. I 1934 var der for eksempel 1000 mand i sving på værftet, og i 1960 var der omkring 1800. Det var arbejdere med en høj faglig bevidsthed, og de gik ofte forrest, når der var konflikter på arbejdsmarkedet.

Under anden verdenskrig gik værftsarbejderne forrest i kampen mod besættelsesmagten, og en af værftets ansatte, elektriker Sigurd Weber har indskrevet sig i historiebøgerne, fordi han den 28.juli 1943 vovede livet og anbragte en tidsindstillet bombe på frugtskibet Linz. Sabotagen førte til, at Værnemagten satte bevæbnede vagter ombord på skibet, men det udløste en strejke på værftet, og de ansatte på flere andre arbejdspladser i Odense gik i sympatiaktion. Den 6. august blev arbejdet genoptaget, men konflikten blev starten på et endeligt opgør med samarbejdspolitikken.

15. juni 2014 kørte de første biler og cyklister over Odense Kanal via Odins Bro og markerede dermed åbningen af den 900 meter lange, faste forbindelse mellem Havnegade i øst og Otterupvej i vest. Selve broen – Nordeuropas største svingbro – er en såkaldt dobbelt drejebro på næsten 200 meter. Den har fire vejbaner samt en dobbeltrettet cykelsti langs den nordlige side.

^{Odins bro}

Den fast forbindelse indledes med en 280 meter lang dæmning over Stavis Å, og derefter er der anlagt en 280 meter lang bro gennem Bispeengen – et lavt miljøbeskyttet område, hvor der er gjort en del for at sikre dyrelivet. Blandt andet er der etableret en faunapassage. På østsiden er broforbindelsen koblet på en nyetableret forlængelse af Ejbygade.

Otterup Lystbådehavn også kaldet Egensedybet er en lille perle for fritidssejlere mellem Enebærodde og Firtalsstranden i ”bunden” af Egensedybet. Havnens historie kan føres tilbage til 1970. Da gik en række entusiastiske borgere i gang med at søge de nødvendige tilladelser, og det tog tid, da havnen ligger tæt op af fredede naturområder.  

^{Otterup lystbådehavn}

Men i slutningen af januar 1973 forelå de endelige byggetilladelser, og den 13. februar samme år afholdtes stiftende generalforsamling. 29 personer tegnede sig som andelshavere og forpligtede sig til en gang for alle at betale 2400 kr. pr. løbende meter kajplads, de ønskede at disponere over. Og nu gik det stærk for allerede 2. april blev det første spadestik taget – i øsende regnvejr og med bestyrelsesmedlemmerne i vand til knæene.

Selv anlægsarbejdet var ikke problemfrit. Blandt andet var undergrunden hårdere end forventet, og det sled på maskinerne, men alle forhindringer blev overvundet, og den 15. juni 1974 kunne Otterups borgmester C.P. Hovendal klippe snoren til Otterup Lystbådehavn.

Havnen ejes fortsat af et andelsforetagende, men alle er velkommen til at benytte havnen og havneområdet. Otterup Lystbådehavn er i øvrigt også hjemsted for Sejlklubben Egensedybet, der har knap 100 medlemmer. Den driver et stort klubhus, der er åbent for de besøgende sejlere, og der er mulighed for at benytte husets køkkenfaciliteter. I samme bygning findes desuden de nødvendige sanitære installationer såsom toiletter, bad og rent vand.

Ingen må snyde sig for en tur op forbi udkigspunkterne; Degnehøj, Kongshøj og i særdeleshed Svanehøj mellem Munkebo og Kerteminde, men også en tur ned ad den slyngede vej mellem de seks bevarede gårde i Over Kærby hører til blandt de berigende oplevelser.

 

^{Gammel gård i Over Kærby}

Selv om seks andre gårde er flyttet ud eller fjernet, så har byen, der er nævnt første gang i 1458, bevaret dens oprindelige karakter. Både Skt. Knuds Kloster i Odense, Ulriksholm og senest Lundsgård ved Kerteminde har ejet store besiddelser i byen, hvor der endnu i 1903 var flere fæstegårde.

En af de mere bemærkelsesværdige historier om den tidligere stationsby Seden fører os tilbage til 1700-tallet, da den ”fjerntliggende” hovedgård, Østergård ved Munkebo, overtog byen, efter at den havde været i kronens eje. I 1737 opførte godset byens hospital, og så sent som i 1850 ejede Østergård fortsat halvdelen af byen.

^{Seden kirke}

Seden Kirke finder man i det nordøstlige hjørne af byen, hvor vejen fortsætter ud mod skydebanen ved Seden Strand. Første gang man hører om kirken er i 1412, hvor man ifølge et gammelt afladsbrev kunne få syndsforladelse, hvis man støttede kirkebyggeriet. Senere er kirken bygget om og udvidet flere gange. I begyndelsen af 1500-tallet blev tårnet bygget, og indgangen til kirkerummet blev flyttet til tårnrummet. Der er mange seværdige detaljer i kirken, for eksempel prædikestolen der stammer fra 1580. 

Fra 1908 til 2011 har den seværdige Seden Enggaard, der er placeret ud til de lave engarealer ved Odense Å og Seden Strand, været en foreningsejet institution i tilknytning til Ungdommens Vel – en del af KFUM & KFUK´s Børne- og Ungdomsforsorg. Institutionen, der havde driftsoverenskomst med Københavns Kommune, var et tilbud til unge i alderen 14-18 år. Ved købet i 1908 var gården, hvortil der hørte 70 tønder land, ikke særlig velegnet som ungdomshjem.

Det var derfor ikke den helt store katastrofe, da gården brændte ned i 1913, for på tomten opførte man det nu nedlagte skolehjem, hvor der var plads til 16 elever, men gården er fortsat markant i landskabet, når den ses fra den yderste ende af Skibhusene eller fra vejen ud til Stige Ø.

 

^{Seden Enggaard set fra Skibhus-siden. Odense Å løber gennem engen}

Skalleeventyret, der kulminerede ved Odense Fjord i midten af 1900-tallet, begyndte i 1908, da et par mænd i al beskedenhed begyndte at grave skaller ved den nu inddæmmede Lumby Strand.  Flere kom til, og eventyret bredte sig til andre områder ved fjorden, for de 5000 til 10.000 år gamle aflejringer dukkede op mange steder, når foretagsomme mænd rodede i den gamle havbund i de inddæmmede områder.Der blev for eksempel også gravet skaller ved Fjordmarken og – på den modsatte side af fjorden – i de inddæmmede områder ved Vigerø, hvor skallerne lå i lag på fra få centimeter til over en halv meter lige under jordoverfladen eller lidt dybere. 

^{Fjordmarkens østlige søer er opstået i forbindelse med skallegraveriet}

Skallegravningen bredte sig også til selve fjorden, og maskiner overtog det slidsomme arbejde med at grave skallerne fri af fjordbunden, hvor de ofte lå i et metertykt tæppe. Historien om skalleeventyret er kun bevaret i brudstykker, men da produktionen var på sit højeste efter anden verdenskrig, var mindst 15 gravemaskiner i sving på fjorden, to fra Stige, ti fra Seden og to fra Tornø.Efter at skallerne var bragt i land, blev de tørret, renset og vejet af i sække på de skalleværker, der opstod rundt om fjorden. Et eksempel er skalleværket på Klintebjerg Havn.  Det var i drift fra 1948 til 1961. Fire mænd var i sving på skalleværket, hvor skallerne blev tørret i en 11 meter lang tromle, der blev varmet op med brunkul og trukket af en gammel skibsmotor.
I starten blev skallerne fortrinsvis aftaget af hønserier, der brugte dem som tilskudsfoder, men den keramiske industri meldte sig også som køber. Det største firma havde en årsomsætning på 250.000 sække. Flere andre skalleværker producerede 100.000 til 150.000 sække om året, men efterhånden slap skallerne op, og med udgangen af 1976 lukkede det sidste skalleværk.

^{Ved disse pæle ved Seden Strand blev skaller fra fjorden bragt i land}

Man skal være godt kendt for at finde spor efter skalleeventyret ved Odense Fjord. Ved Seden Strand står for eksempel nogle få pæle i fjordbunden, der markerer, hvor skallerne blev bragt i land. Og ved Fjordmarken, der er en del af den oprindelige Egense Fjord, kan man se østersskaller stikke frem i afvandingskanalens sider. Fjordmarkens østlige søer er også et vidnesbyrd om den tidligere ”storindustri” ved fjorden, idet de er opstået ved skallegraveriet.

Det er en gammel bygning ved navn Skibhuset, der har lagt navn til i første omgang landsbyen Skibhusene og senere Skibshuskvarteret, der strækker sig fra Stige Ø i nord til Odense Banegård i syd. Fra 1600-tallet var Skibhusene sammen med Stige Odenses havnebyer. Skibhusene lå langt, langt ude på landet – i mange år i det selvstændige Sct. Hans Landsogn.

^{Stokroseidyl i Skibhuskvarteret}

Op gennem 1800-tallet gik udviklingen i sognet i sneglefart, og så sent som i 1895 var der kun 22 gårde og 117 huse i sognet, men der kom skred i udviklingen, og i 1911 var kvarteret forvandlet til en forstad med en stor overvægt af håndværkere og industriarbejdere.
Der dukkede nye veje op – sågar Piosgade opkaldt efter en af de berømte socialistiske pionerer – for Socialdemokratiet fik magten i sognet, der udviklede sig til et kvarter med mange, ofte meget ens arbejderboliger.

^{Arbejderboliger i Skibhuskvarteret}

Det var ikke mindst Odense-virksomhederne Thomas B. Thrige og Odense Staalskibsværft, der var årsag til befolkningsvæksten i kvarteret. A.P. Møller, der grundlagde værftet, købte Marienlund Hovegård og byggede boliger til medarbejderne – både små ejendomme med fire lejligheder, fritliggende tofamilieshuse og egentlig boligkarrer. Møllers Villaby eller Møllers Haveby blev bebyggelsen kaldt, for der hørte jord og dermed haver til boligerne, hvilket man kan forvisse sig om den dag i dag, hvis man tager en tur ad for eksempel Windelsvej eller ad ø-gaderne: Lyøgade, Ærøgade og Drejøgade.

Ganske få kilometer fra Vikingemuseet finder man yderligere et betydeligt fund fra vikingetiden, der vidner om både grundig planlægning og ihærdig indsats. Ganske vist kan man ikke se det, men i 1996 dykkede arkæologer i fjorden ikke langt fra den lille ø Skålholm og fandt resterne af en undersøisk pælespærring.
Spærringen blev fundet, hvor Kerteminde Fjord folder sig ud og bliver til Kertinge Nor eller mere præcist mellem den yderste pynt ved Skålholmgård til Præstelund på den modsatte side af fjorden.

Undersøgelser af pæleresterne afslører stor spredning i deres alder. Det betyder, at spærringen ved Munkebo har været i brug i flere hundrede år fra starten af vikingetiden til den tidlige middelalder. Spærringen betød, at kun søfarende, der var godt kendt med de lokale forhold, kunne komme igennem til noret. Og det havde selv sagt stor betydning, hvis man for eksempel have fjenden i ryggen.

Kendskab til pælespærringen havde også betydning for den videre færd mod Odense Fjord, for længere inde i noret havde vikingerne et skibsdrag, hvor man kunne trække bådene over land – en strækning på kun 800 meter – for før, der var tænkt på inddæmninger, rakte Odense Fjord en arm langt ind i landet, næsten til den nuværende landevej mellem Odense og Kerteminde.

Tjærepap og genbrugstræ er nogle af de mest brugte byggematerialer i den lille, afsides beliggende skurby Sorthusene på Stige Ø, hvor den nu nedlagte, tårnhøje losseplads skråner ned mod fjorden.

^{Sorthusene på Stige Ø}

Skurbyen blev grundlagt i 1906, og med tiden voksede byen sig vid med over 70 huse. Det var i første omgang fiskere og jægere og senere også andre grupper med hang til et billigt fristed, som hamrede drivtømmer og andre forhåndenværende materialer sammen til den lille by, som aldrig blev godkendt, men dog accepteret.

 

^{Hytte i Sorthusene}

I skurbyens storhedstid fra omkring 1940 havde mange familier fast bopæl under de sorte tage. Fattige og boligløse familier flyttede ud og blandede sig med naturelskerne, og der blev sågar født børn i byen, selv om der var langt til moderne faciliteter. En mindre brand i 1960’erne fik imidlertid stor betydning for Sorthusene. Ingen kunne mere have fast bopæl i byen, hvor antallet af skure blev halveret.
Påbud og forbud kunne imidlertid ikke dræbe ånden, og hyttebyen er bevaret som et fristed for odenseanere, der hælder mere til det primitive liv ved fjorden end til det luksuriøse liv på den femstjernede campingplads eller på charterrejsen til Sydens sol.

Lodsvej og Skippervej mere end antyder, at Stige ikke bare er en lille tilfældig forstad til Odense, og kradser man lidt i historien, viser det sig da også, at Stige i øvrigt sammen med Skibhusene har været havneby for Odense. Ganske vist bestod byen kun af ganske få gårde og huse i slutningen af 1600-tallet, men i løbet af de næste hundrede år udviklede byen sig til en stor og driftig skipperby med i første omgang sejlads på Østersøen, siden også til England, Holland og Frankrig samt havne ved Middelhavet. I 1733 var 15 skibe hjemmehørende i Stige og i 1769 kulminerede det med 30 fartøjer.

 

Opsvinget i Stige skete til dels på bekostning af Kerteminde, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og da Odense Kanal blev taget i brug i 1804, flyttede man havnen ind til Odense, og det var intet mindre end en katastrofe for Stige, for de velhavende skippere og søfolkene flyttede med og efterlod både tomme boliger og pakhuse. Byens storhedstid som søfartsby var slut.

 

^{Stige er en færgeby, men den har også en havn for fritidssejlere}

Fiskeri var også – i en periode – af stor betydning for byen, og i nyere tid kendes Stige som centrum for en af landets største koncentrationer af gartnerier, men det er hverken som gartner-, fisker- eller skipperby, Stige har banket sit navn fast i de mere minutiøse historiebøger. Det skete langt tidligere, for navnet Stige er formentlig identisk med det gamle danske ord stika, der betyder stok eller stage. Disse stager rammede man ned i fjordbunden ud for Stige og dannede derved et forsvarsværk – en skibsspærring, der skulle holde ubudne gæster ude. 

Danmarks mindste færge, den legendariske Stigefærgen, der i generationer hægtede Stige og den menneskeskabte halvø Bogø på den modsatte side af kanalen sammen, er så at sige sejlet ind i historiebøgerne, idet den i 2014 blev erstattet af Odins Bro. 

^{Den legendariske Stigefærge}

Med andre ord: Med udgangen af 2014 nedlagde Odense Kommune den lille færgerute, men en forening MF Færgehans blev stiftet og overtog færgen, og i maj 2016 genoptog Stigefærgen sejladsen, dog kun med lejlighedsvise sejladsen for eksempel i forbindelse med Fjordens Dag.
Den oprindelige færgefart blev etableret i 1904, da kanalen blev lagt om og fik sit nuværende løb. Færgen havde sin storhedstid i de mange år, Odense Staalskibsværft lå på kanalkanten og i stor stil tiltrak værftsarbejdere fra den modsatte side af kanalen, men også i nyere tid benyttede værftsarbejdere, der cyklede til Lindøværftet, den lille færge.

Færgen blev også benyttet af mange fra Stige- og Skibhusområdet, der havde gøremål på den modsatte side af kanalen, og overfarten var en del af cykelsti-nettet, der binder Odense sammen. Færgen var med andre ord en lille kulturhistorisk perle til glæde for turister fra nær og fjern.
I næsten 70 år var det familien Nielsen med ”Færge-Hans” som den mest legendariske skikkelse, der stod bag ”roret” i det fra starten privatejede rederi. Hans Nielsen, som ”Færge-Hans” hed, begyndte som medhjælper på færgen i 1931. Han boede i et bindingsværkshus tæt ved færgelejet, og han sejlede på overfarten i mere end 50 år – også da kommune og havn overtog rederiet i 1970.

Oprindelig blev færgen trukket af et kabel, og den var i stand til at tage heste og hestekøretøjer med over kanalen. En ulykke i 1977 tog imidlertid livet af kabelfærgen. Kablet hang fast i et skib og trak færgen ned. To børn druknede, og der blev sat fokus på sikkerheden, hvilket førte til, at kabelfærgen blev erstattet af et fartøj med motor.

Der er ikke mange hemmeligheder og myter hægtet til Stige Kirke. Man ved, hvornår arbejdet med kirken begyndte, hvem der skaffede pengene, at kirken blev indviet den første søndag i advent 1886, og at den første dåb fandt sted den 25. december samme år. Men historiske fakta er også værd at dvæle ved, og de fortæller for eksempel, at en kreds af borgere i denne lille, tidligere så livlige søfartsby i januar 1883 sendte en ansøgning til ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen om økonomisk hjælp til kirkebyggeriet.

 

Man mente, at kirken ville koste 20.000 kr. og søgte derfor om det halve. I begrundelsen skrev man blandt andet: Tillige må skibe, som skulle til og fra Odense, ofte ligge i lang tid i Stige havn for modvind og andre grunde. I erkendelse heraf og af den store trang her er til stede til at høre Guds ord, har sognepræsten for Lumby menighed afholdt gudstjeneste en gang om måneden i Stige skole for ældre folk.

 

^{Stige Kirke}

Behovet for en kirke ved kanalen var med andre ord veldokumenteret. Med indvielsen af Stige Kirke var der imidlertid to kirker i sognet, men kun en præst og derfor kun en formiddagsgudstjeneste, så man blev nødt til at lave et meget detaljeret reglement for i hvilken kirke, der skulle være førstgudstjeneste. I 1922 blev Stige et selvstændigt kirkedistrikt med eget menighedsråd, og i 1926 svarer to af menighedsrådets medlemmer nej til spørgsmålet om kvindelige præster i folkekirken, fem siger hverken nej eller ja, og ingen støtter det. Endelig er der historien om kirkens orgel. I mange år klarede man sig uden, men i det fredens år 1945 får man opfyldt et gammelt ønske og kirken kan fyldes med orgeltoner. Orglet kostede stort set det samme, som kirken gjorde 59 år tidligere.

Den bakkerige Stige Ø er menneskeskabt. Den blev grundlagt i forbindelse med udgravninger til Odense Kanal i årene 1797-1803, hvor man efterlod det opgravede materiale på fladstranden. Derved dannede man i første omgang en beskyttende dæmning, men efterhånden som kanalen blev uddybet, kom nyt materiale til, og dæmningen udviklede sig til en langstrakt ø, der i en lang årrække blev brugt som udflugtsmål. De besøgende tog kanalbåden fra Odense til Klintebjerg og stod af på Stige Ø, hvor de spiste den medbragte madpakke eller besøgte øens badepavillon.

 

Omkring 1940 sejlede kanalbåden sin sidste tur, og i 1948 brændte pavillonen. En historie var rundet af, men en ny og anderledes tog sin begyndelse, for fra 1967 til midt i 90’erne fungerede øen som losseplads, og løbende blev yderligere arealer inddæmmet for at skaffe plads til læssevis af affald.

Skraldevogn efter skraldevogn hastede ud langs kanalen, mågerne spiste sig fede og runde, og affaldsbjergene voksede i højde og drøjde. I dag kan man se det færdige resultat. Nogle af de gamle affaldsbjerge er 25-30 meter høje, men er dækket af jord. Og dybt nede i de store affaldsdynger er der gang i de biologiske processer. Der dannes gas, og Stige Ø rummer Danmarks største lossepladsgasanlæg. Gassen indvindes via 160 boringer. Et ledningsnet på i alt 25 km forbinder de 160 boringer med 4 pumpemoduler, som hver er i stand til at oppumpe indtil 720 m3 gas pr. time. Gassen komprimeres og føres til et specialbygget kraftvarmeværk.

 

^{De gamle affaldsbjerge på Stige Ø er i dag udviklet til rekreativt område}

Sideløbende med at gassen blev udvundet, arbejdede Odense Kommune med planer om endnu engang at gøre Stige Ø til et attraktivt udflugtsmål for byens borgere. I 2005 gennemførte kommunen en konkurrence, der skulle tilvejebringe forslag til øens fremtid, og meget er ændret. Der er etableret et velkomstområde – Rødhusene – med isbod, toiletter og grillhytte, og der er lavet et stinet, så man kan løbe, køre på mountainbike og skateboarde eller gå på opdagelse i naturen. Der er også lavet bålpladser, shelters til overnatning og et legeområde. Mulighedernes tumleplads, kalder Odense Kommune, det store rekreative område, der kan nås på cykel i bil eller fra søsiden i kano og kajak.
Nærmest som et kuriosum er det værd at nævne, at der fra de gamle affaldsbjerge på Stige Ø er en fin udsigt til en ny, stor og moderne losseplads – Odense Nord Miljøcenter – på den modsatte side af kanalen – i Seden Inddæmmede Strand.

De havde øje for den gode placering, de jægere og krigere, der i bronzealderen gravsatte deres afdøde, men betydningsfulde ledere. Det er Svanehøj øverst på Over Kærby Bakke tæt ved kirkestien mellem Drigstrup og Kerteminde et godt eksempel på, og selv om det i dag er en skamferet og indskrænket gravhøj, man finder på den øverste top, så er den et besøg værd.

 

^Svanehøj

Det skyldes ikke mindst det fantastiske udsigtspunkt, som bronzealderfolket valgte til gravsted for flere tusinde år siden, men også det faktum, at Svanehøj var det første arkæologisk undersøgte fortidsminde på Nordøstfyn.

Opmålingen og registreringen af Svanehøj blev foretaget af Kerteminde-apotekeren Fribert, der i 1860 gjorde oldtidsforskeren Jens Jacob Asmussen Worsaae opmærksom på gravmindet, som ifølge apotekerens optegnelser havde en diameter på 62 alen. Året efter fortsatte apotekeren på egen hånd udgravningen af højen og højens gravkammer, som blev fundet i fire alens dybde i centrum af den store gravhøj.

Udgravningen førte kun til beskedne fund, men historien om Svanehøj slutter ikke her, for i forbindelse med krigen i 1864 skulle der opstilles kanoner på flere højdepunkter langs Odense Fjord, og ved den lejlighed dukkede en urne fra bronzealderen op på Svanehøj. Soldaterne og deres kaptajn, H.F.F. Jastrau, fik bjerget urnen, der indeholdt brændte knogler samt nogle mindre ting af bronze, og sendte det ind til Det Kongelige Museum for nordiske Oldsager – dog uden, at det førte til yderligere undersøgelser.

Da Nationalmuseet i 1884 besigtiger Svanehøj, viser det sig, at der er sket yderligere afgravninger af højen, der altså var på vej til at blive jævnet helt. Så galt gik det dog ikke. Højen er i dag fredet og er med en snes meter på den længste side og det halve på den korte fortsat ganske anseelig, men alligevel langt mindre end i dens storhedstid, hvor den havde et tværmål på knap 40 meter.

 

^{Fra Svanehøj er der en fin udsigt}

I dag er den fredede gravhøj endt som en lille, hævet lomme i en af Europas flotteste golfbaner Great Northern. Fra højen kan man også se det nyetablerede naturområde kaldet Sybergsland nord for golfbanen.

Et nyt naturområde kaldet Sybergland er opstået nordvest for Kerteminde. Området på 72 hektar er nærmeste nabo til golfbanen Great Northern, men at kalde det et nyt naturområde er måske lidt af en tilsnigelse, for store dele af Sybergland er i virkeligheden gammel fjord, Tårup Strand, der oprindelig delte Hindsholm fra resten af Fyn.

Fjorden blev inddæmmet i 1812 og senere opdyrket, men nu vender naturen tilbage, og de første skridt er taget, idet der er skabt et stort vådområde. Men Sybergland vil være under udvikling i mange år, så det bliver attraktivt for mange flere end dem, der bare vil gå eller cykle en tur. 
I naturområdet er der allerede viber, orkideer og strandtudser, men også en havørn kredser af og til over området, og det myldrer med gæs, og målet er, at skoler, børnehaver og foreninger vil bruge området til læring og fordybelse. Der er etableret stier, og der er planlagt et såkaldt naturrum – et stort åbent træhus, hvor der er faste bænke og toilet. Endelig skal der etableres borde og bænke samt informationsskilte i området, hvor der også er mulighed for at komme helt tæt på det græssende kvæg. 

Det er i øvrigt kunstneren Fritz Syberg, der har lagt navn til naturområdet, og maleren, der brugte området flittigt, sætter sit aftryk på området. Blandt andet vil man finde Villa Hjulben – en rekonstruktion af det lille transportable skur, som han flittigt benyttede under sit arbejde i naturen. Skuret var monteret med hjul og håndtag, så det kunne transporteres nærmest som en trillebør. 

Tæt ved havnen i Kerteminde ligger Toldboden – en af byens ældste bygninger. Navnet skyldes, at bygningen i mere end 100 år, fra 1848 til 1970, dannede ramme om Kerteminde Toldkammer. Det gulkalkede murværk er imidlertid langt ældre, for bygningen blev opført af den odenseanske købmand Niels Bager omkring 1590, da Kerteminde var havneby for Odense.

^{Toldboden i Kerteminde bruges til skiftende udstillinger}

Under Svenskekrigen i 1657-60 blev købmandsgården imidlertid skudt i grus og henlå som ruin, til den i 1735 blev genopbygget i sin nuværende skikkelse. I dag bruges den gamle toldbod til udstillinger tilrettelagt af kulturhistorisk museum og kunstforeningen i Kerteminde.

Der er maser af historie gemt under taget på Toldboden – den eneste fredede bygning på Odense Havn. Den oprindelige bygning – for enden af havnens første bassin fra 1803 – er opført i 1830-33 efter tegninger af kgl. hofbygmester J.H. Koch, men bygningen blev hurtigt for lille og allerede i 1847 blev Toldboden ombygget og udvidet.

Anden gang var det arkitekt N.S. Nebelong, der slog stregerne, og de var så at sige fremtidssikrede, for bygningen har bevaret sin skikkelse til i dag.

 

^{Toldboden i Odense er fredet}

Ved siden af Toldboden ligger Kanalfogedboligen, der er fra 1808 og dermed en af havnens første bygninger. I 1800-tallet var det de centrale bygninger på den unge havn, for de dannede ramme om statsmagtens indflydelse i området. Fra Kanalfogedboligen blev havnen og kanalen overvåget, og i Toldboden holdt man styr på de varer, der gik over havnen – i øvrigt i præcis 120 år. For i 1953 flyttede toldkammeret over i en nyopført bygning på Londongade 1. 

I generationer gik, red eller kørte man på fjordbunden, når man skulle over til den næststørste ø i Odense Fjord, den 22 hektar store Tornø, men i 1926 blev øen gjort landfast via en dæmning, der blev anlagt nord for det oprindelige vadested.

 

^{Tornø blev gjort landfast i 1926}

Det var gårdejer Anders Jørgensen, der fik sat skred i udviklingen. Han købte Tornø i 1922 og var interesseret i at grave skaller fra øen, så for at lette transporten til det, der blev et af fjordens største skalleværker, byggede han og hans tre sønner dæmningen. Skalleværket er for længst borte, men der drives fortsat landbrug på den eneste beboede ø i fjorden. 

Oprindelig var Tårup Inddæmmede Strand en 139 hektar stor vig af Odense Fjord kun adskilt fra Kerteminde Bugt og dermed Storebælt af en strandrevle, hvorigennem Bodsbækken løb. Det betød, at man oprindelig og længe før, der blev tænkt på inddæmninger, i fladbundede fartøjer kunne sejle fra Kerteminde Bugt mod vest til Odense Fjord og videre gennem de lavvandede fjorde på Nordfyn til området ved Bogense. Indtil 1812, hvor inddæmningen fandt sted, var tangen ved Kikkenborg det eneste sted, hvor man kunne køre fra Fyn til Hindsholm. 

^{Kig ud over Tårup inddæmmede strand}

Man får et godt indtryk af det oprindelige fjordområde ved et besøg på den højtliggende Svanehøj, men man kan også cykle gennem området, idet der er anlagt sti mellem Kerteminde og landsbyen Tårup, der har lagt navn til den inddæmmede strand.
Dele af den inddæmmede strand har skiftet karakter. Den er blevet nærmeste nabo til golfbanen Great Northern, og sideløbende med at golfbanen tog form, begyndte Kerteminde Kommune at omdanne en del af den inddæmmede strand til naturområdet Sybergland.

Historien om hovedgården Ulriksholm og kong Christian IV er tæt knyttet sammen, for kongen købte den smukt beliggende gård ved Kertinge Nor i 1616, og det var under ham, at hovedbygningen blev opført. Kongen ville oprette et len, et landområde der forvaltes af en lensmand, men det blev opgivet, og han overgav i stedet godset til sin ”uægte” søn Ulrik Christian Gyldenløve, der også har lagt navn til slottet.

1616 er imidlertid ikke starten på godsets farverige historie. I slutningen af 1300-tallet var det hovedgård i landsbyen Skinnerup, som var gårdens navn til 1645 – altså også, da Christian IV købte den.

Omkring 1500 havde landsbyen fortsat fire gårde, men byen blev nedlagt, og i 1540 var gårdene inddraget under godset. Under Christian IV blev besiddelserne yderligere forøget. Hovedgårdene Østergård og Trællerupgård blev lagt ind under Ulriksholm, og i 1650 bestod godset af 50-60 gårde.
Storheden brast imidlertid under Svenskekrigen i 1657-60. Gyldenløve døde, godset og egnen omkring blev stærkt ødelagt, og Ulriksholm blev overtaget af talrige kreditorer. 20 år senere lykkedes det imidlertid Nicolaus Brüggemann at samle det igen.

I 1730 blev Østergård skilt ud, men trods delingen lykkedes det at opretholde godsets størrelse frem til ca. 1800, og Ulriksholm blev da også anset som en af de smukkeste, største og bedste hovedgårde på Fyn.

^{Både hoved- og sidefløj på Ulriksholm blev opført i 1600-tallet}

I begyndelsen af 1800-tallet blev der også skilt jord fra, og gårdene Rosenlund og Ørnfeldt blev oprettet. Ørnfeldt blev dog købt tilbage i 1879, og efter at avlsbygningerne på Ulriksholm brændte ned i 1911, har man benyttet dem på Ørnfeldt.
Hovedbygningen på Ulriksholm er to-fløjet. Sydbygningen blev opført i 1636 og delvist fornyet i 1828. Østfløjen med tårn og spir blev opført en halv snes år senere under Gyldenløve, men er blevet istandsat flere gange siden.
Ejerrækken er alenlang og indeholder ud over nævnte navne som stiftamtmand Poul Rosenørn, F. Danneskiold-Samsøe, H. Ahlefeldt-Laurvig og i nyere tid N.J. Haustrup.

Den største ø i Odense Fjord er Vigelsø, men at den i dag har et areal på 132 hektar, skyldes menneskehånd, for indtil 1873 var den kun på 66 hektar. Syd for Vigelsø lå et lavvandet område med øerne Store og Lille Ægholm, og ved at forbinde Vigelsø og disse småøer med diger, fordoblede man øens areal.

^Vigelsø

Efterhånden blev hele det inddæmmede område inddraget til traditionelt landbrug under Østrupgård, men i 1990 overtog Skov- og Naturstyrelsen øen, og et omfattende naturgenopretningsprojekt blev sat i værk. For eksempel er Store Ægholm ved en omlægning af diget igen skilt ud, og der ledes saltvand ind på det inddæmmede område, så der nu er skabt områder velegnet for fouragerende vadefugle. Der er ingen adgang til sydspidsen af øen bortset fra en sti, der fører ind til øens fugletårn. Øens nordlige ende blev beplantet med eg, lind og bøg i starten af 90’erne.

^{Naturskolen på Vigelsø}

Tidligere lå der en firelænget gård på Vigelsø. Hovedbygningen og hestestalden er bevaret og er i dag indrettet til naturskole, som drives af fjordkommunerne, men administreres af Fjordens Dags sekretariat. I det gamle fodermesterhus tæt ved molen er der indrettet en udstilling, som fortæller om øen, og hvilke planer der er for naturgenopretning. Der er fri adgang til Vigelsø, og der er mulighed for sejlads til øen fra Klintebjerg med fiskerbåden Lunden. 

Vikingerne har efterladt flere spor i landskabet omkring Odense og Kerteminde Fjord, men intet overgår Ladbyskibet, som blev genopdaget af Odense-apotekeren, amatørarkæolog Poul Helweg Mikkelsen i 1934 – næsten præcis 1000 år efter, at det blev gravsat.

^{Ladbyskibshøj}

Skibsgraven ligger tæt ved Kerteminde Fjord, og selv om træværket er mørnet bort, så er der fortsat et tydeligt aftryk i jorden. Skibet blev begravet sammen med adskillige heste, hunde, seletøj, våben og tøj, og selv om gravrøvere havde været på spil kort efter gravlæggelsen, så fortæller de omkring 600 fund blandt andet et fornemt sølvspænde til sværdbæltet, at skibet dannede ramme om en storslået høvdingebegravelse.

Ladbyskibet er knap 22 meter langt og næsten tre meter bredt. Det har haft otte bordplanker i hver side og har været typisk for vikingetidens krigsskibe. Efter de egentlige udgravninger, der blev foretaget i samarbejde med Nationalmuseet, blev der bygget en hal over skibsaftrykket. For at sikre det mod fugtangreb fra undergrunden er der senere støbt et betondæksel under skibet, og i 2007 blev der opført en egentlig museumsbygning ikke langt fyrstegraven.

^Ladbyskibet

Det betyder, at mange af de rige fund, skibsnagler og skibets anker, der hidtil har været opbevaret på Nationalmuseet, nu kan ses på skibsmuseet i Ladby.
I 2016 fik ”Vikingemuseet Ladby”, som det hedder i dag, en ny attraktion, idet Ladbydragen blev søsat den 14. maj. Ladbydragen er en tro kopi af Ladbyskibet, og det tog frivillige og et par fastansatte skibsbyggere fem år at tømre det flotte skib sammen. I sommerperioden ligger Ladbydragen ved en ny bro, der er etableret tæt ved, hvor Ladbyskibet i sin tid blev trukket på land og gravsat. Et frivilligt korps af ”vikinger” sejler af og til ture mellem Ladbydragen, Munkebo Havn og Kerteminde.

Munkebo er så at sige omgivet af vindmøller – store vindmøller. Sydvest for Lindø Port of Odense – på Dræby Fed – driver energiselskabet Vattenfall fire Siemens vindmøller med hver en effekt på 2,3 MW. Møller producerer årligt omkring 22.000.000 kWh, hvilket svarer til omkring 5500 husstandes forbrug. Møllerne har en navhøjde på 80 meter og et vingefang på 93,5 meter.
De fire møller blev rejst i 2011 som erstatning for Fynsværkets oprindelige vindmøllepark på Dræby Fed. Denne park, der blev etableret i 1980’erne, bestod af 12 møller med en samlet effekt på blot 2,6 MW.

 

Også nordøst for Lindø Port of Odense snurrer vindmøllerne. Her er det Lindø Vindmøllelaug I/S, der er stiftet af Energi Fyn, som driver tre Vestas møller med en effekt på 3,45 MW. De tre gigantmøller, der måler 149,9 meter til vingespids, har en årlig produktion på 34.515.000 kWh. Møllerne blev rejst omkring årsskiftet 2017/18, og det skete efter en voldsom offentlig debat, som også splittede byrådet i Kerteminde Kommune. Striden handlede først og fremmest om møllernes placering tæt ved Munkebo. 

Ølundgårds naturområde, der rager ud i Odense Fjord som en kantet næse øst for Hessum, er en del af det oprindelige øhav med øerne Lammesø, Galtehoved og Sohoved. Men som mange andre øer i Odense Fjord er også de blevet gjort landfaste i forbindelse med de omfattende inddæmninger, der har fundet sted.
I 1999 blev området opkøbt af Åge V. Jensens Fonde med det formål at om¬danne 90 hektar marker til lavvandede søer og græsningsarealer for at give vandfuglene et levested. Siden er der sket yderligere erhvervelse af 68 ha., således at det samlede areal nu er på 158 ha.

Straks efter den første erhvervelse påbegyndtes genskabelse af det tidligere vådområde, dog således at digerne ud mod Odense Fjord blev bevaret. Grundvandspejlet blev hævet, men de små morænehøje, der før afvandingen lå som øer i Odense Fjord, er stadig bevaret og fremtræder nu atter som øer i det nye vådområde. Og i løbet af få år er den genskabte natur ved Ølundgård blevet et af Fyns vigtigste yngleområder for vadefugle og en fremragende rasteplads for grågås, stor regnspove, lille kobbersneppe og mange andre vandfugle.
Området er forsynet med to fugletårne, hvorfra man kan få et godt overblik, og samtidig observere dyrelivet uden at forstyrre for meget. 

I nyere tid er det familien Boel med nu tidligere EU-kommissær Mariann Fischer Boel i spidsen, der har gjort Østergård landskendt, men også før familien Boel kom til i 1923, blev der skrevet historie på hovedgården, der kan føres tilbage til 1511 under navnet Kiil. Både Østergård og den på det tidspunkt nærved liggende Trellerupgård blev underlagt Ulriksholm og dermed kong Christian IV i 1643.
Østergård blev genoprettet som selvstændigt gods i 1730 og var derefter hovedgård for 50 fæstegårde i Munkebo, Agedrup og Seden sogne. Året efter udskillelsen fra Ulriksholm blev Østergårds velbevarede hovedbygning opført, gården blev ”flyttet” fra Kølstrup til Munkebo sogn, og der blev oprettet hospitaler i Seden og Munkebo. 

 

^Østergård

Godsets anden ”nedtur” tager fart i starten af 1800-tallet, da en del af fæstegodset blev solgt fra. I 1844 var der dog fortsat 26 gårde og 63 huse tilbage. I starten af 1900-tallet opgøres arealet til 300 hektar, men i 1922 bliver Østergård solgt til udstykningsforeningen, og 128 hektar bliver solgt fra til statshusmandsbrug i Trællerup, inden familien Boel kommer på banen. 
Ud over familien Boel og Christian IV knytter navne som Gyldenløve, Osten, Brüggemann, Roepstorff, Schmidt, Oldenburg og Suhr sig til godset, der er omgivet af en gammel park.

Man føler for alvor historiens rigdom, når man gør holdt ved Østrup Kirke og betragter Østrupgård og Østruplund, som er nogle af de nærmeste naboer til kirken. Men også kirken, der kan føres tilbage til 1200-tallet, kan slå med historiens vinger. Oprindelig var den langt mindre end i dag, og i 1590 er den registreret som egnens mindste.

^{Østrup kirke var oprindeligt ejet af den nærliggende Østrupgård}

Den hørte på det tidspunkt under Østrupgård, men gårdens ejer, Morten Skinkel, var ikke tilfreds med kirkens status som egnens mindste, og han besluttede derfor at udvide kirken med et nyt kor. Formentlig er kirkens murede vesttårn opført samtidig. Kirkens døbefont, der er af granit, er på alder med den ældste del af kirken.
Østrup Kirke, der hørte under Østrupgård helt frem til 1940, er i dag en såkaldt vejkirke. Det betyder, at der som hovedregel altid er fri adgang til kirken i dagtimerne.   

Østrupgård og det nærved liggende slot Østruplund er på en måde to sider af samme sag, for frem til 1928 er det imponerende slot hovedbygning på Østrupgård, hvis lange og spændende historie kan føres tilbage til 1456, hvor væbneren Henrik Andersen nævnes som den første ejer.

^{Østruplund er i dag indrettet som  bo- og beskæftigelsesmiljø}

En komplet ejerliste findes dog først fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor gården blev overtaget af Jørgen Friis. Navne som Ulfeldt, Skinkel, Rathlou, Ahlefeldt og Korff følger efter. I 1682 overtager Johan Wettberg godset, og under ham bliver det forøget og består derefter af 20 gårde.

I 1797 gifter kancelliråd Elias Jørgensen Møller sig til gården og opfører et hospital til fire-fem fattige mennesker, hvis underhold til evig tid skulle besørges af Østrupgård. Under ham bygges en ny hovedbygning, og som det måske mest betydningsfulde stod han for inddæmningen af 605 hektar af Egense Fjord eller Fjordmarken.

^{Østrupgård set fra kirkesiden}

Gården blev i slægtens eje efter hans død, og Elias Møller lod i 1881-1882 den nuværende renæssancebygning, fra 1941 kaldet Østruplund, opføre efter streger trukket af arkitekt C. Lendorf. Bygningen består af to stokværk med et ottekantet tårn opført på en halvanden meter høj granitsokkel.
Efter Møller-slægten var der flere ejere af gården, der blev solgt jord fra, og i 1928 blev gård og slot fraskilt. I 1941 overtog staten slottet, og siden har det været indrettet til institution af forskellig art. Under anden verdenskrig blev det benyttet til ”vildfarne piger”, senere blev det hjemsted for mødrehjælpen i Fyns Stift, og i dag er det indrettet som bo- og beskæftigelsesmiljø for 33 fysisk og psykisk handicappede.