Vi er et natur- og friluftscenter ved Odense Fjord. Her finder du Fjordens Dag, Naturvejlederen, Grejbank Fyn og “Haver til maver” skolehave og Vigelsø Naturskole.
OM SKIBHUSGÅRDEN
Skibhusgården er et Natur- og et Friluftcenter, som giver dig inspiration til ude livet. På gården finder du blandt andet Grejbank Fyn, som står for at udleje friluftgear til skoler, institutioner og foreninger. Her står vi klar til at udleje alt lige fra kajakker, MTB og til trangia sæt.
Herude har du også mulighed for at benytte Lindegård, vores skønne have med sheltere og bålpladser omringet af æbletræer kun en kort gåtur fra gården, og busstoppested ved døren. Se mere om faciliteterne nederst på denne side.
På gården kan du møde Naturvejlederen Rikke Mollin og friluftvejlederen Michael Anthonius Jakobson, som begge kan bookes til undervisning og arrangementer på gården eller i naturen. Skibhusgården varetager desuden bookning af Naturskolen på Vigelsø. Derudover er natureventet Fjordens Dag tilknyttet til Skibhusgården. Du kan læse mere om hvert enkelte tiltag her på hjemmesiden – se menuerne i toppen af siden.
LINDEGÅRD
Lindegård er en helt fantastisk plads som byder Danmarks dejlige natur året rundt. Om sommeren kan du vågne til lyden af de syngende fugle i æbletræerne som er begyndt at blomstre smukt, hvor om vinteren kan du nyde varmen fra gløderne i bålet.
Du har mulighed for at benytte vores fire shelters, to klassiske af træ og to lerhytter med plads til en hel skoleklasse. Derudover to bålpladser, hvor den ene er placeret i en fin bålhytte af træ. Begge er udstyret med grillrist. Er du ikke så meget til bål, kan du benytte udekøkkenet som indeholder en stenovn og en raketovn.
Pladsen kan benyttes af alle, men skoler, intuitioner og foreninger har fortrinsret. Det koster 30 kr. pr. person, der overnatter i shelterne. Benytter du ikke vores shelters er pladsen gratis at benytte.
Du kan få adgang til en naturkasse med diverse køkkengrej til madlavning på bål – det er gratis at låne. Kontakt Michael på nedenstående mail.
Hvis du ønsker at låne Lindegaard (æblehave, 2 bålpladser og 4 shelters), kan disse bookes ved at maile til enten Michael eller Rikke: miaja(a)odense.dk / rikm(a)odense.dk